20 elever opfører musical

LØKKEN:20 elever fra 2. til 5. klasse på Løkken Centralskole og deres korleder Anne Marie Dal er netop i disse dage ved at gøre klar til årets musical. Musicalen handler om at byens afholdte slikbutik er i fare for at blive opkøbt af en smart amerikansk koncern, Mac Icecream . Byens børn har mere lyst til at handle i Olsens hyggelige slikbutik, så de gør hvad de kan for at spænde ben for de smarte amerikanere. Det er en stor opgave for de forholdsvis små sangere at skulle synge, lære replikker (for nogens vedkommende endda på amerikansk) og agere på en scene. Ikke desto mindre er de klar til at invitere alle, der har lyst, til præmiere fredag aften 30 april. Inden opførelsen vil skolebestyrelsen aflægge deres årsberetning og bagefter dækkes der op til Løkkens længste "ta-selv-kagebord" fyldt med lækkerier bagt af forældrene. Aftenen slutter med musikalsk underholdning af en gruppe piger fra 5.a.