20 kommuner vil sagsøge staten for fejl i udligning

Hver femte kommune bakker ifølge Hjørring-borgmester op om søgsmål mod staten for fejl i udligningssystemet.

Anført af Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) forbereder 20 kommuner landet over sig på at trække staten i retten. Baggrunden er, at kommunerne mener sig snydt for flere hundrede millioner kroner som følge af en fejl i udligningssystemet. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix

Anført af Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) forbereder 20 kommuner landet over sig på at trække staten i retten. Baggrunden er, at kommunerne mener sig snydt for flere hundrede millioner kroner som følge af en fejl i udligningssystemet. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix

Hver femte af landets kommuner vil tilslutte sig et kommende søgsmål mod staten for fejl i udligningssystemet.

Det oplyser Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune.

- Vi er 20 kommuner, der står sammen om sagsanlægget. Det er helt fantastisk og flere, end jeg havde turdet håbe på, siger Arne Boelt.

Det er første gang, at en gruppe kommuner går rettens vej for at få rettet op på det, de kalder fejl i udligningssystemet.

Hjørring Kommune har været bannerfører for søgsmålet. Men kommuner over hele landet har tilsluttet sig for søgsmålet.

Baggrunden for sagen er, at kommunerne føler sig snydt for flere hundrede millioner kroner.

Det skyldes ifølge kommunerne, at udligningssystemet ikke har taget højde for udlændinges uddannelsesniveau.

Eksempelvis har en veluddannet udlænding i Gentofte udløst samme tilskud som en ufaglært udlænding i Hjørring.

Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på problemet.

Men fejlen er først justeret med virkning fra 2019.

Regeringen besluttede tidligere på året at kompensere de kommuner, der mister penge i fremtiden, fordi systemet justeres.

Men der er ikke udsigt til kompensation for de kommuner, der i årevis har fået for lidt.

Det vil kommunerne bag søgsmålet nu gå rettens vej for at få.

Kommunerne anslår, at de er gået glip af "flere hundrede millioner kroner", men det samlede krav mod staten er endnu ikke endeligt opgjort.

Næste skridt bliver at få udarbejdet et juridisk notat, som kommunerne skal bruge som ammunition i retssagen mod staten.

- Vi skal ud over stepperne og hurtigst muligt have stævnet staten. Den her sag kan trække ud i lang tid, måske tre-fire år. Derfor skal vi i gang snarest muligt, siger Arne Boelt.

I et skriftligt svar til Ritzau siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), at han ser på kommunernes søgsmål med stor beklagelse.

- Det er ikke den måde, stat og kommuner bør have en dialog på, siger LA-ministeren.

- Samtidig mener jeg, at det er spild af skatteborgernes penge. Jeg vil gerne slå fast, at der ikke er tale om en fejl i udligningen.

Ammitzbøll-Bille understreger, at det fortsat er regeringens opfattelse, at der er skævheder i den eksisterende udligning, som bør rettes op.

- Det var også regeringens udgangspunkt for forårets forhandlinger. Men der var ikke opbakning blandt Folketingets partier til at foretage justeringer i udligningen.

Torsdag meddelte ministeren, at han vil arbejde for kompensation på 1,4 milliarder kroner til 85 kommuner.

Det er kompensation til kommuner, der som følge af en ændret regnemetode omkring ældre og handicappede står til at miste penge i udligningen.

Det er ikke en melding, der får Arne Boelt til at vakle:

- De to sager har ikke noget med hinanden at gøre, og jeg anser det ikke for at være et plaster på såret.

- Så vi kører videre for fulde gardiner, siger han.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har tidligere foreslået, at der afsættes to milliarder kroner til kommuner, der har mistet penge som følge af fejlen.

Kammeradvokaten, der er statens advokat, har i et notat konkluderet, at der juridisk set ikke er noget at komme efter for kommunerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.