Lokalpolitik

20 kr. for en tur over fjorden

NORDJYLLAND:20 kr. pr. tur over Limfjorden. Det vil det ikke genere nogen at skulle betale, mener viceamtsborgmester og formand for teknisk udvalg Niels Kr. Kirketerp (V). Han er ikke spor skræmt af, at partifællen på Christiansborg, Svend Heiselberg, i går i NORDJYSKE Stiftstidende foreslog at lade private penge betale en del af en ny fjordforbindelse - mod at trafikanterne til gengæld skal betale for at benytte den. - Tanken er ikke fremmed for mig. Er det, hvad der skal til, for hurtigere at få anlagt forbindelsen, siger jeg gerne ja, siger Niels Kr. Kirketerp - som selv sammen med sit parti støtter en vestlig linjeføring og føler, at VVM-redegørelsen understøtter dette valg. Henrik Thomsen (SF), teknisk rådmand i Aalborg Kommune, er lige så arg modstander af OPP-modellen, hvor det offentlige og private går sammen om at betale trafikanlæg. - Det dur ikke til en ny Limfjordsforbindelse, fordi vi i forvejen har andre fjordkrydsninger, som vil være gratis. Folk vil jo ikke vælge en ny forbindelse, hvis de skal betale, og så er vi lige vidt, siger rådmanden - som med VVM-redegørelsen føler sig bestyrket i, at et ekstra tunnelrør er den rigtige løsning.