20 minutter i skudlinjen

Nordjyske talenter fik ventede klø af DM-favoritter

Svendborg 1. februar 2003 07:00

SVENDBORG: Med få sekunders mellemrum takkede de to sidste nordjyske spillere i går af ved de danske mesterskaber i badminton i Svendborg Idrætscenter. Karakteristisk for det nuværende niveau i Nordjylland var det to lovende piger, der udgjorde landsdelens sidste bastion i anden runde i damesingle, hvor det blev understreget, at talenterne langt fra er flyvefærdige. Modstanden var dog også den hårdest tænkelige. På bane 1 stod 17-årige Carina Kristensen, Skagen, over for andenseedede Tine Rasmussen, og på bane 3 forsøgte 18-årige Lykke Møller, Lindholm, at tage kampen op mod suveræne Camilla Martin, der kun i tilfælde af en skade kan undgå at sætte rekord med 13 DM-titler på stribe. - Efter kampen kastede jeg et blik over på Carinas bane og så, at hun var bagud 3-10 i andet sæt. Kort efter havde hun tabt, og det var da en lille trøst, at hun måtte se sig slået lige så hurtigt som mig, lød det fra en smågrinende Lykke Møller, der ikke havde tabt humøret på trods af ca. 20 minutters lektion. - Faktisk erobrede jeg serven flere gange, end jeg på forhånd havde troet. Men det var uhyggeligt svært at spille med i Camilla Martins høje tempo uden at lave fejl, og hun fejlede stort set aldrig, så det var næsten umuligt for mig at score point. Lindholm-spilleren betegnede det som en lærerig oplevelse at spille mod verdensstjernen, som hun så ofte har beundret på tv. - Det var noget helt andet at stå inde på banen og mærke, hvor hurtigt og overraskende hun gennemførte sine finter og maskerede slag. Men det afskrækkede mig ikke, og nu må jeg bare træne videre for at blive lige så god. I mixeddouble lykkedes det ikke for eks-nordjyden Kamilla Juhl, Viby, at nå semifinalen sammen med Carsten Mogensen, Greve. Det unge par tabte i kvartfinalen 6-11, 12-13 til Peter Steffensen, Lillerød/Helle Nielsen, Greve.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...