20 træskibe klar til stævne på fjord

Mange flotte træskibe ventes til Mariager Fjord i pinsen. Arkivfoto: Henrik Bo

Mange flotte træskibe ventes til Mariager Fjord i pinsen. Arkivfoto: Henrik Bo

MARIAGERFJORD:Det store træskibsstævne i pinsen på Mariager Fjord er ved at tage form. Godt 20 skibe er tilmeldt, og programmet er langsomt ved at tage form, oplyser Jens Lykke fra kultur- og fritidsforvaltningen i Mariagerfjord Kommune.

Han fortæller, at Peter Leth fra Hobro Træskibsværft har inviteret interesserede skibe til allerede at stemple ind i Kristi Himmelfartsferien. Her kan de deltage i en såkaldt "Akvavit-regatta".

Det officielle stævneprogram skydes i gang torsdag 1. juni på Hadsund Havn, hvor Handelsstandsforeningen vil indbyde til aktiviteter på havnen med musik og sjove indslag - specielt for børnefamilier - idet uge 22 også er børnekulturuge i kommunen.

Fredag vil skibene ankomme til Hobro Havn, hvor midtbyen vil være præget af open by night, og havnen ekviperet med scener, hvor bl.a. Kulturskolen vil levere et underholdende program. Nogle skibe vil medbringe fødevarer, der danner ramme om et lille marked i Det Røde Pakhus fredag og lørdag.

Lørdag er der stort program på havnen. Der vil være mulighed for at komme ud at sejle med nogle af de mange flotte skibe, eller blot få et kig ombord. På havnen vil der være underholdning for både børn og voksne. Bl.a. vil der være sørøvershow med "Palle Pirat". Legeskibet fra Gerlev Idrætshøjskole ligger i havnen i hele ugen.

På Hobro Havn bliver der opstillet et stort telt, hvor der lørdag aften arrangeres fest med spisning og underholdning for de cirka 500 besætningsmedlemmer fra de forventede 60-70 skibe. Her vil "Starturn" spille op til dans. Undervejs i løbet af lørdagen arrangeres der "Marsvinejagt", hvor kendisser fra lokalområdet udkæmper et søslag i havnebassinet.

- Vi glæder os til at byde kommunens borgere, samt de mange gæster udefra, til en forrygende oplevelse på Hobro Havn, siger Jens Lykke fra kommunens kultur- og fritidsforvaltning, der er en af tovholderne for den store event.

Det er Træskibssammenslutningen i Danmark der står bag arrangementet, der traditionen tro flytter rundt i landet. Arrangørgruppen, der også omfatter Visit Mariagerfjord og Brandinggruppen "Noget for livet", håber at det lokale erhvervsliv vil bakke op om stævnet, og at det vil lykkes at finde de nødvendige frivillige til at give en hånd med undervejs.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst