Fugle

200.000 ringduer på en trækdag

Flere kuld unger, afgrøder i overflod og hyppige oldenår i skovene

Et stort oldenår, især i gamle ege, gav fra oktober duetræk over løvskoven. Jagten havde for første gang premiere så sent som 1. oktober, og mange spejdede efter de ¿nordiske¿ duer, som kan optræde i næsten tusindtallige flokke og i gode frøår opsøger netop skoven. Invasionen kom også, men mange kender duejægerens problem med den slags træk: Det hjælper ikke, at måske 200 fugle er forsamlet til agernfrokost, for de flyver ved første skud og vender måske ikke tilbage. Efterårsduer er flygtige og hurtige. Men i det farvede skovbryn var synet flot. Med lokkefugle i visne trætoppe lykkedes det for nogle at få en håndfuld blandede fugle, voksne og unger (uden halsring) imellem hinanden. Lækre til tyttebærsyltetøj. Men som så ofte forsvandt de gode duesværme, og ingen kan fortælle hvorhen. Formentlig flyver de store flokke af ringduer fra det ene spisekammer til det næste, og måske vender de tilbage, mere eller mindre tilfældigt. Flest er på færde tæt på storbyerne, hvor der bestanden stadig øges, og København er også ringduernes hovedstad med tusinder af ynglepar. Parker og haver fyldes før egentlig skov, og ringduen er blevet en havefugl, som til gengæld trækker mod korn- og stubmarker i sensommeren. Den nu sene jagtpremiere, indført i Danmark efter undersøgelser på Kalø, kommer af, at konkrete studier bekræftede dansk yngleaktivitet i oktober, og EU¿s beskyttelsesprincip er for alle vildtarter, at de bør fredes, mens de yngler. Vi har altid ment, at ringduer kunne yngle til oktober, men studier på Kalø beviste det altså, og uanset, at det overvågede område var ganske lille, tog miljøminister Connie Hedegaard resultatet til efterretning, og dansk skovduejagt blev udsat endnu en gang. I 1994 sluttede augustjagten, nu tillige septemberjagt, og denne gang forventes et større dyk i vildtudbyttet end for 13 år siden. Fra oktober er afgrøderne bjerget bortset fra spild efter majshøst. Marktræk forekommer kun sporadisk, og andre aktiviteter optager jægerne, uagtet duetallet er stigende. For det første har den stadig mere udbredte korndyrkning begunstiget arten, der ydermere ynder rapsfrø og resterne mellem majsstubbe. For det andet har en række af milde vintre betinget, at ynglesæsonen begynder i februar og derfor bringer hele tre kuld på vingerne. For det tredje forøges løvtræsandelen disse år i danske skove, og undersøgelser viste allerede år tilbage, at yngleaktiviteten i løvskov langt overgår den, der ses i nåleskov. Med muligvis 500.000 danske ynglepar er ringduen så udbredt, at der alene af hjemlige duer må opstå store efterårssværme, og vi ved ikke, i hvilken grad oktoberduerne er nordiske, som man altid har sagt. Når duer optræder i store flokke, er både flugt og adfærd mere ¿vild¿. Ringduen er en fantastisk flyver med reaktioner, vi oplever som kasteflugt i høj fart. Sådan vil det være indtil udparringen næste år, og duesværme på træk kan tælle op til et par hundrede tusinde på en dag, typisk efter kraftigt temperaturfald ( Fuglenes Danmark, Gad 1998). Halvdelen af vor ynglebestand er standfugle, men også de bevæger sig viden om i deres søgen efter føde. Jægerens duer på tasken afslører, hvad fødeemnerne er i omegnen, og det er imponerende, hvad kroen kan indeholde, f.eks. når fuglene flyver til nattesæde. De kan bugne af 10-15 agern eller store håndfulde af bog (bøgefrø), dertil hvede eller majs. Der er nok at tage af, også i skoven, for vi oplever frøsætning i bøg og eg næsten årligt, måske på grund af tendensen i klimaet. Dele af landbruget frygter dueproblemer som i England, hvor tusindtallige flokke går på især hveden umiddelbart før høst. Men der er elastik i dansk lovgivningen med mulighed for indgreb, hvis markskade er påviselig, og regulering i den henseende er yderst sjældent afsløret som ¿almindelig jagt¿, måske fordi brugen af lokkere i den forbindelse er forbudt, og fordi vi har accepteret de stadig flere hensyn til yngleaktivitet.