Udland

200 aktivister indtager Ukraines flådehovedkvarter

Den ukrainske flådes hovedkvarter i Sevastopol på Krim hævdes delvist indtaget af prorussiske aktivister.

Flere hundrede russiskvenlige aktivister har onsdag indtaget Ukraines flådehovedkvarter i byen Sevastopol på Krim-halvøen, uden at der er blevet løsnet et skud, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Der er omkring 200 af dem, nogle af dem er maskeret med elefanthuer. De var ubevæbnede, og der er ikke blevet affyret skud fra vores side. Officererne har barrikaderet sig inde i bygningen, siger den ukrainske flådes talsmand, Sergij Bogdanov.

Nogle timer senere oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters, at en halv snes ubevæbnede ukrainske soldater i civilt tøj har forladt det ukrainske flådehovedkvarter.

Tre russiske flag vajer fra en af portene til den ukrainske flådebase, der ligger i nærheden af den russiske sortehavsflåde i havnebyen på Krim-halvøen. Dermed formodes det, at en del af basen kontrolleres af prorussiske styrker.

Et øjenvidne har ifølge Reuters set tre bevæbnede mænd, formentlig russiske soldater i uniformer uden distinktioner, ved porten, hvor flagene blafrer.

I området er der også adskillige ubevæbnede medlemmer af de såkaldte selvforsvarsenheder, der består af frivillige, der har støttet Ruslands indlemmelse af Krim.

Samtidig siger Ukraines fungerende forsvarsminister Ihor Tenjukh, at de ukrainske styrker ikke vil trække sig tilbage fra Krim, selv om Ruslands præsident, Vladimir Putin, har underskrevet en traktat, der gør Krim til en del af Rusland.

Tusindvis af russiske soldater har sikret sig kontrollen med Krim i de seneste uger op til folkeafstemningen i søndags, hvor det russiske befolkningsflertal med knap 97 procent af stemmerne besluttede, at Krim skulle forlade Ukraine og tilslutte sig Rusland.

Storbritanniens premierminister advarer onsdag den russiske præsident, Vladimir Putin, mod, at Rusland risikerer at blive smidt ud af sammenslutningen af verdens førende økonomier for altid, hvis ikke Kreml holder sig i skindet i forhold til Ukraine.

- Jeg synes, at vi skal diskutere, hvorvidt vi skal udelukke Rusland permanent fra G8, hvis der tages yderligere russiske skridt for at destabilisere Ukraine, siger David Cameron til det britiske parlament ifølge de internationale nyhedsbureauer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.