EMNER

200 beboere i Hohøje bag protest mod ny mast

HOBRO:De to afdelinger under Hobro Boligforening, som er involveret i protesten mod opsætningen af en ny mobiltelefonmast på Smedevej i Hobro, tæller tilsammen cirka 200 beboere. Det gør beboerrepræsentant i afdeling 28, Anni Funder, opmærksom på efter NORDJYSKEs omtale af sagen. Vi skrev, at seks på Smedevej havde gjort indsigelse mod masten, og at der også var protester fra boligforeningen. De mange beboere i afdeling 27 og 28 har ikke selvsagt ”nej tak” til masten. Det har Hobro Boligforenings formand Mads Gammelmark gjort på deres vegne, efter et møde i februar med repræsentanter fra afdelingerne 27 og 28, deriblandt Anni Funder. - Vi er bange for stråling fra masten. Det er ikke så meget os gamle, vi bekymrer os om - vi har nok taget det skade, vi skal. Det er mere børnene og de unge, vi tænker på, lyder det fra Anni Funder, der ikke bryder sig om, at masten skal opsættes direkte over for bydelens største koncentration af almene boliger med legende børn neden for. Anni Funder undrer sig over, at det store parcelhusområde bag ved Smedevej og de tilhørende andelsboliger ikke også er blevet hørt. Hun mener, at beboerne dér også i allerhøjeste grad vil blive berørt af den 27 meter høje mast. TDC vil opsætte i alt tre nye master til mobiltelefoni i Hobro. Foruden den på Smedevej 17 B er det en på Døstrupvej 21 i Hørby Skoleby (21 meter høj) og en på Lupinvej 3 i Hobro (47 meter høj). Den planlagte mast på Døstrupvej ved Rosendalhallen er ligesom den på Smedevej blevet mødt med beboerprotester. Aktuelt er der en underskriftsindsamling i gang i Hørby Skoleby mod masten. Protesterne har adresse til Hobro Kommune, fordi kommunen er planmyndighed, når det gælder placering af nye master. De høje tårne skal gøre det muligt at benytte den nyeste mobiltelefonteknologi med overføring af billeder og video.