Lokalpolitik

200 foredrag på et år

Fhv. Folketings-formand Christian Mejdahl kan se tilbage på et travlt 2008

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

52.000 kilometer har Christian Mejdahls blå Volvo kørt i 2008 - på vej til og fra de mange foredrag rundt omkring i Danmark.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2007 gik på talerstolen i Folketinget og udskrev valg, var det samtidig signalet til en mindre telefonstorm hjemme hos partifællen Christian Mejdahl i ”aftægtsboligen” i Vindblæs. Den respekterede formand for Folketingets præsidium havde allerede i god tid inden valget annonceret, at han ikke agtede at genopstille, så nu øjnede man rundt om i landets foredragsforeninger pludselig en chance for at få en aftale i stand med den afdæmpede bonde fra Vesthimmerland. Resultatet ved årets udgang er, at Christian Mejdahl i 2008 rundt regnet har fordoblet sin foredragsaktivitet – sammenlignet med de år, da han bestred et af landets mest prestigefyldte offentlige embeder. Ikke færre end 200 foredrag er det blevet til i årets løb – til trods for at den eftertragtede foredragsholder konsekvent har sagt ”nej, tak” til engagementer i højsommeren og i julemåneden. I gennemsnit har arrangementerne samlet omkring 100 tilhørere pr. gang, og på sin vej til og fra foredragene har Christian Mejdahls mørkeblå Volvo tilbagelagt 52.000 kilometer. - Og så har jeg endda benyttet tog og fly i den udstrækning, hvor det har kunnet lade sig gøre. - Alligevel kan jeg dårligt løbe fra, at mit personlige CO2-regnskab vist ikke ser alt for godt ud, bemærker Christian Mejdahl med det lune glimt i øjet, som er så karakteristisk for den erfarne Venstre-politiker. Netop Christian Mejdahls jordbundethed og underspillede nordjyske humor er utvivlsomt en medvirkende årsag til, at så mange gerne vil høre hans syn på verdenssituationen. - Temaerne for foredragene kan variere lidt fra sted til sted, men oftest tager de udgangspunkt i min vej ”fra plovfuren til et langt liv i politik”. - Mange synes åbenbart, det er spændende, at sådan et helt almindeligt bondepar fra Nordjylland har fået et liv med så mange oplevelser, som Eva og jeg vitterligt har fået, konstaterer det mangeårige folketingsmedlem, der også kan se tilbage på en 13 års periode som borgmester i den gamle Løgstør Kommune. Selv synes han omvendt, det er interessant at komme rundt i landets forsamlingshuse og ved selvsyn fornemme, hvad der rører sig i befolkningen. - I bund og grund ved vi danskere godt, at vi lever i et smørhul med et socialt sikkerhedsnet, som er langt mere fintmasket, end vi finder det i det fleste andre lande. - Samtidig fornemmer jeg dog også en dybfølt bekymring for, hvordan vi får integrationsprocessen til at fungere, så vi mest hensigtsmæssigt får indsluset de indvandrere og flygtninge, der kommer til os udefra. - På dét punkt bliver vi som politikere nødt til at vedkende os vores ansvar. Der gik nok for mange år, inden vi fik stillet de krav, der skulle stilles – og som er en forudsætning for danskernes generelle accept af integrationspolitikken, efterrationaliserer Christian Mejdahl. Den abdicerede Venstre-veteran svarer i øvrigt gerne på spørgsmål, når han er ude at holde foredrag. Men når det drejer sig om personsager og emner af mere partitaktisk karakter, forsøger han så vidt muligt at udtrykke sig i diplomatiske vendinger. - Når man ikke selv har del i ansvaret, skal man efter min opfattelse være varsom med at kommentere, hvad der foregår på Christiansborg. Det kommer let til at virke lidt letkøbt, så det prøver jeg bevidst at holde mig fri af, siger den tidligere Folketings-formand, som også i 2009 har udsigt til et travlt år på landevejene. I forhold til indeværende år har Christian Mejdahl valgt at drosle sin foredragsaktivitet ned fra 200 til 150 engagementer. Denne ”magiske” grænse blev nået allerede for et par måneder siden, og den første snes aftaler i 2010 er også allerede plottet ind i kalenderen. Før eller siden er Christian Mejdahl dog forberedt på, at interessen for at høre om hans oplevelser på Christiansborg lige så stille begynder at klinge af. Til den tid kunne han måske godt overveje at tage imod en eller flere af de bestyrelsesposter, som han efter folketingskarrieren har fået tilbudt – men indtil videre takket ”Nej” til. Til gengæld er Christian Mejdahl aldeles afklaret med hensyn til et eventuelt come-back i lokalpolitik. - Jeg har haft rigtig mange gode år som kommunalbestyrelsesmedlem i Løgstør, men den dør har jeg lukket én gang for alle, fastslår han. Fortiden som kvægbonde kan han derimod ikke helt slippe. Hver morgen klokken 7 stiller han – når det i øvrigt kan forenes med foredragsaktiviteten - på den nærliggende gård, som den yngste søn og hans kone nu har overtaget. Her hjælper Mejdahl senior til med at muge ud og strø nye høvlspåner i kvægbåsene. - Det er en god måde at få motion på, så dét går jeg og hygger mig med, erklærer den tidligere formand for Folketinget. Udsigten til at kunne være mere sammen med familien var i det hele taget en tungtvejende grund til, at Christian Mejdahl i fjor valgte at sige farvel til politikerlivet på Christiansborg. Familien tæller i alt 12 børnebørn – jævnt fordelt i det nord-, midt- og vestjyske. - Og nu forsøger jeg så vidt muligt at komme med til alle børnefødselsdagene. Det kunne desværre ikke altid lade sig gøre, mens jeg havde min gang i Folketinget, konstaterer den stolte bedstefar. Til gengæld har han så nu inviteret hele familien med til Færøerne for at se den kirke, hvor hans egen far havde sit første præsteembede fra 1937 og frem til 2. verdenskrigs afslutning. Til sommer tager alle de 22 nærmeste familiemedlemmer med flyveren til Nordatlanten for at besøge den lille bygd på Suderoy, som også var stedet, hvor den lille Christian under krigen trådte sine første børnesko. - Det er en familietur, vi længe har haft planer om at gennemføre, når der engang faldt lidt mere ro over feltet. Og der er vi så heldigvis nået til nu, lyder det fra et forventningsfuldt familieoverhoved.