200 har allerede købt billet til Gourmet Rally

Resten skal skynde sig, hvis de vil være med søndag 28. maj

Deltagerne i Kanal Gourmet & Kultur Rallyet kan igen i år se frem til en herlig gå-tur langs Frederik d. VII Kanal. ?Foto: Heine Pedersen
Deltagerne i Kanal Gourmet & Kultur Rallyet kan igen i år se frem til en herlig gå-tur langs Frederik d. VII Kanal. ?Foto: Heine Pedersen

MAN SKAL efter alt at dømme være hurtigt ude, hvis man skal nå at sikre sig en billet til årets Kanal Gourmet og Kultur Rally i Løgstør, der afvikles søndag 28. maj.

Allerede nu er der solgt 200 af de i alt 320 billetter, der er til rådighed.

- Det har vi aldrig prøvet før, siger tovholder Benny Christensen fra Lions Club Løgstør, som står bag arrangementet.

I alt er ikke færre end 139 personer inddraget i arrangementet for de 320 deltagere.

Rally’et udgår fra Pavillon Christiansminde, hvor viceborgmester Per Bach Lauersen sender de forskellige grupper afsted. Herefter fører en række guider deltagerne langs Frederik d. VII’s Kanal til Kanalhusene i Lendrup, hvorfra turen går tilbage til Løgstør - enten med tog eller med turbåden Grevinde Danner.

Undervejs vil der - som sædvanligt - være en række boder, hvorfra der uddeles smagsprøver, laves underholdning og hvor aktive kunstnere arbejder, og ved tilbagekomsten til Pavillon Christiansminde bydes deltagerne på Danmarks største kagebord.

- Vi er de eneste i Danmark, der laver et arrangement af den art. Vi giver deltagerne en oplevelse af kultur, natur, gourmet, fællesskab, motion og fortællinger om egnen og naturen. En usædvanlig cocktail, som plejer at samle deltagere fra hele landet, fremhæver Benny Christensen.

Kanal Gourmet og Kultur Rally’et i Løgstør afvikles i år for sjette gang - i år som en del af festlighederne i forbindelse med Lions Club Løgstørs 50 års jubilæum.

Rallyet har gennem årene vist sig som en ganske solid indtægtskilde for arrangørerne, og når den jubilerende Lions Club i forbindelse med jubilæumsfestlighederne 8. april kunne uddele 150.000 kroner til forskellige formål, var det således ikke mindst i kraft af overskuddet fra afviklingen af Kanal Gourmet og Kultur Rallyet, påpeger Benny Christensen, Lions Club Løgstør.

Formålet med at afvikle rallyet er dog ikke bare at skrabe penge sammen, føjer tovholderen til.

- Arrangementet viser også på en unik måde det sammenhold, der er i Løgstør og opland.

- Vi står sammen om at synliggøre vores område og viser evnen til at samarbejde om at gøre en forskel, og den oplevelse deltagerne får, er med til at gøre, at Løgstør og opland har de lyst til at komme tilbage til, vurderer Benny Christensen.

Den egentlige markedsføring af årets Kanal Gourmet og Kultur Rally går først for alvor i gang her i forbindelse med påsken.

Tilmeldinger til rallyet foregår via hjemmesiden www.kanalrally.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden