Slagterier

200 på arbejdsfordeling

Finanskrisen og lavere salg rammer nu også kyllingeslagteriet på Rose Poultry i Skovsgård.

200 af de 300 medarbejdere på Rose Poultry i Skovsgård skal på arbejdsfordeling fra oktober og frem til nytår. Foto: Erik Sahl

200 af de 300 medarbejdere på Rose Poultry i Skovsgård skal på arbejdsfordeling fra oktober og frem til nytår. Foto: Erik Sahl

Finanskrisen og lidt lavere salg af kyllingekød resulterer nu i, at omkring 200 af de 300 medarbejdere på Rose Poultrys slagteri i Skovsgård sendes på arbejdsfordeling. Det sker fra begyndelsen af oktober (fra uge 41) og 13 uger frem til nytår. Planen er, at medarbejderne skal arbejde tre dage om ugen og tages ud af produktion to dage. Efter aftale mellem slagteriets ledelse og medarbejdernes fagforening 3F Midtvendsyssel vil man så vidt muligt undgå, at medarbejderne bliver sendt hjem. Medarbejderne vil i stedet blive tilbudt uddannelse og afvikling af ferie. Michael Jørgensen, produktionsdirektør i Rose Poultry-koncernen, siger om situationen: - Tiden nu er normalt lavsæson for salg af kyllinger, og vi plejer at bygge lager op. Men på grund af finanskrisen kigger vi som andre virksomheder på likviditeten, og derfor har vi besluttet at vente med at producere til lager og i stedet skrue ned for blusset. En konsekvens af den reducerede slagtekapacitet er, at slagteriets weekendhold på 15 medarbejdere stopper. Brian Andersen, faglig sekretær i 3F Midtvendsyssel, kalder det "pokkers ærgerligt, at krisen nu også rammer Rose Poultry", men glæder sig over ledelsens imødekommenhed i forhold til uddannelse: - Mange af de industriarbejdspladser, der forsvinder, kommer ikke igen, så vore medlemmer har brug for kompetenceløft. Dertil kommer, at arbejdsfordeling tærer på medarbejdernes dagpengeperiode, og det er også en af grundene til, at vi har foreslået uddannelse. - Det er mange, der gerne skal på kursus, måske op imod 200, uddyber Brian Andersen. Det er et spørgsmål, om VUC og AMU vil kunne lave uddannelse for så mange. Heldigvis har vi næsten halvanden måned til forberedelserne. I 3F Midtvendsyssels område, der dækker Brønderslev, Aabybro og Brovst, er der ifølge Brian Andersen indtil videre op imod 10 virksomheder, der har haft medarbejdere på arbejdsfordeling.