2000 år gamle huse i Als

Der er gjort et enestående arkæologisk fund i Als. To huse fra år 0. De kom begge for dagens lys, da Nordjyllands Historiske Museum "testede" et område ved for Als, der skal udstykkes til parcelhuse.

Lars Egholm i køkkenet i det største af husene. Privatfoto
Historie 1. april 2008 18:30

Det største af husene er 25 meter langt og ca. fem meter bredt. Som andre huse, man har fundet i Nordjylland fra den periode, har det været gravet delvis ned. - Beboerne, der har boet i den vestre ende af huset, har været bønder, og dyrene har så opholdt sig i den østre, fortæller Lars Egholm fra Nordjyllands Historiske Museum, der har stået for den foreløbige udgravning. Forundersøgelsen sluttede torsdag. Nu skal samtlige resultater analyseres, men om der skal ske yderligere udgravninger i området, tør Lars Egholm ikke udtale sig om. Det er op til ejeren af arealet. Det er nemlig ejeren, der skal betale. Der ligger muligvis flere huse på bakken, Ravnbjerg. Det mindste af husene, man har fundet ligger næsten på toppen. Det er mellem 12 og 15 meter langt og ligeledes ca. fem meter bredt. Nord for de huse, man nu er stødt på, er der træbevoksning, og der kan muligvis ligge flere huse her. Man kan i udgravningen tydeligt se, at det største af husene er brændt. - Da det skete, har man sikkert bare forladt huset og ikke gjort forsøg på at bygge det op igen, siger Lars Egholm. Der er også fundet en del skår af kar og andet husgeråd. Desuden stenen, hvor man har malet mel, Lars Egholm mener med sikkerhed at kunne sige, at beboerne har været landmænd, men måske også ernæret sig ved fiskeri på grund af den nære placering ved Kattegat og Mariager Fjord. Området omkring Ravnbjerg og Havbakken, hvor Als kirke er opført, har muligvis været sumpet, men der har ikke været vand, så det har ikke været sejlbart, siger arkæologen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...