Gymnastik

2000 idrætsudøvere vil boltre sig

Også "kom og vær med"-aktiviteter for tilskuerne i Østervrå

ØSTERVRÅ:Østervrå Stadion vil søndag den 15. juni byde på et utal af tilbud til både små og store, når DGI Vendsyssel og Østervrå Idrætsforening for syvende gang afvikler til det årlige sommerstævne, hvor omkring 2000 deltagere vil boltre sig på livet løs. Det bliver en dag for hele familien, hvor aktive sportsfolk vil være i sving, men også de mange besøgende kan vælge blandt et utal af aktiviteter. Flest deltagere bliver der til gymnastik, håndbold og fodbold. Ikke overraskende er det igen gymnastikken, der repræsenteres med det største antal udøvere, nemlig ca. 600. Bl.a. deltager Åbybro og Stidsholt Ungdomsskoler hver med ca. 100 gymnaster. I løbet af dagen bliver der opvisning af en række hold, bl.a. et gæstehold fra Viborg Gymnastik- og Idrætshøjskole. Den officielle åbning midt på formiddagen fortages af formanden for DGI Vendsyssel, Poul Sloth, og amtsborgmester Orla Hav (S). Desuden vil medlemmer fra Frederikshavn Motorsport give opvisning med motorcykler. DGI lægger meget vægt på, at stævnet skal være en dag for alle. Derfor bydes der også på en stor buket af "kom og vær med"-aktiviteter, hvor det blot gælder om at møde op. Bl.a. kan man prøve forskellige danse – Line dance, Square dance eller US Rock - eller spille krocket, volleyball, tæppecurling, stå på rulleskøjter eller deltage i cykelløb. I løbet af dagen bliver der i flere omgang mulighed for at se eller prøve spinning -en populær form for motion, der især bruges til effektiv fedtforbrænding. Aktiviteten foregår på specielle motionscykler, og til høj musik cykler deltagerne i et rasende tempo derudaf i en lille times tid. En hurtig dukkert kan det også blive til. ØVI's svømmeafdeling har netop indkøbt et kæmpe stort badebassin, som vil være opstillet på stadion. Bassinet har en diameter på 6 meter og en dybde på 1,20 meter. Et nyt tiltag bliver en hel time med fælles aktiviteter for alle stævnets deltagere og gæster, mens der er pause for alle øvrige aktiviteter. Østervrå Idrætsforening står igen i år for en stor del af de praktiske opgaver. Mange frivillige vil i løbet af dagen være på stadion for at hjælpe med at løse de mange opgaver.