2000 købte billet til seniorbiograf

Seniorbiografen i Skørping kan se tilbage på sin hidtil bedste sæson med omkring 2000 gæster til i alt en halv snes film.

Seniorbiografen byder også på et populært kaffebord hver gang takket være Aktive Kvinder. Arkivfoto: Grete Dahl

Seniorbiografen byder også på et populært kaffebord hver gang takket være Aktive Kvinder. Arkivfoto: Grete Dahl

Og aldrig før har det været nødvendigt at lave så mange ekstraforestillinger som denne sæson, der sluttede torsdag med filmen "Flammen og Citronen". Erling Junker Holst, som leder Seniorbiografen, fremhæver, at det især er sæsonens tre sidste film, der har været stor søgning til. - Vi har lavet i alt otte ekstraforestillinger til "To Verdener", "Drageløberen" og "Flammen og Citronen". Vi må konstatere, at vi har fået et stort og utrolig trofast publikum, som ikke bare kommer hver gang, men også tager deres venner med, fortæller Erling Junker Holst. Aktive Kvinders kaffebord, som er en fast del af arrangementerne, har dog også nok en del af æren for successen. I onsdags måtte de Aktive Kvinder dog melde afbud, fordi de skulle på løvspringstur, og det betød formentlig premieren på en ny tradition: Filmfrokost. - En af vores "biografdirektører", Flemming Jensen, påtog sig jo at lave frokost til 200 gæster, og det var meget populært. Så det vil vi nok forsøge os med igen i næste sæson, siger Erling Junker Holst, som har stået bag de mange filmaktiviteter sammen med syv-otte andre frivillige.