Skattepolitik

2002 på godt og ondt

2002 kostede bilisterne dyrt. Benzinen og dieselolien steg, fordi den nye, skattestoppende regering ikke ville aflyse afgiftsforhøjelser, der var besluttet i Poul Nyrups regeringstid. Samtidig steg ejer- og vægtafgifterne af selvsamme grund. Fartbøderne skæppede også godt i statskassen, efter at VK-styret sendte automatiske fotovogne ud over hele landet. Mens forsikringsselskaberne hævede præmierne på grund af forhøjede ulykkeserstatninger. Og sidst men ikke mindst steg bilpriserne, da EU lagde op til fri konkurrence over landegrænserne fra 1. oktober. Den totale frihandel blev dog udsat til 2005, men alligevel benyttede de fleste mærker tumulten og skriverierne om konkurrencereglerne til at skrue priserne op. "Vi EU-harmoniserer priserne", lød det igen og igen fra importørerne, hvilket dybest set var noget sludder. For EU har ikke krævet ens priser. Fabrikkerne kan stadig give særrabatter til danske forhandlere hvis de vil. Men de kan ikke forhindre de danske forhandlere i at sælge rabatbilerne uden afgifter til kunder i udlandet, og på den front holdt forhandlerne sig ikke tilbage. Flere mærker oplevede, at op mod en tredjedel af de biler, de sendte til Danmark, røg ud af landet igen - til fabrikkernes og udenlandske forhandleres ærgrelse. Så fabrikkerne skruede priserne op, for at stoppe den trafik - hvilket statskassen også nød godt af. For hver krone, fabrikkerne lagde på en bils pris, steg den samtidig to kroner i registreringsafgift. - Sæt afgifterne ned, som I lovede før valget, tryglede bilbranchen og FDM igen-igen. Men det ville regeringen ikke længere love. Den sendte i stedet en flok embedsmænd i udvalg for at forberede en langsigtet omlægning af bilafgifterne. Og deres opgave var klokkeklar: Omlægningen må ikke koste staten indtægter, og den må ikke rykke afgørende ved afgiften på de enkelte bilmodeller, for så risikerer ejere af tilsvarende biler pludselig at stå med køretøjer, der er usælgelige på brugtmarkedet. Så velkommen til 2003. Flere bilmærker har varslet nye prisstigninger, som kan nå at slå fuldt igennem, inden eventuelle småjusteringer af afgifterne er på plads. Kan det være en trøst, så har VK-vældet aflyst de stigninger på brændstoffet og ejerafgifterne, Nyrup og hans støtter havde tiltænkt os ved dette årsskifte. Men nu ikke mere om pengene. På disse sider mindes vi en stribe andre nyheder, som prægede 2002 på godt og ondt.