2016 stort år for AKKC
17 kongresser og konferencer skaber omsætning på 115 millioner kroner i Aalborg
Opdateret kl. 18:48
AALBORG: 2016 tegner til at blive et stort år i Aalborg Kongres & Kultur Center. Der er berammet 17 store nationale eller internationale konferencer og kongresser, hvor deltagerne mødes i en eller flere dage, og det skaber en samlet omsætning i Aalborg på omkring 115 millioner kroner, baseret på turismeorganisationen VisitDenmarks nøgletal.
I løbet af året bliver der ikke færre end 45.570 overnatninger på Aalborgs hoteller for at huse de mange kongres- og konferencedeltagere.
Kommunernes Landsforening, KL, holder hele seks konferencer. To politiske partier, Liberal Alliance og Socialdemokraterne, holder hhv. landsmøde og kongres i Aalborg. Fagforbundene NNF og 3F holder kongres. Skolelederforeningen og Tandlægeforeningen har årsmøde og symposium/konference, og endelig har Aalborg Universitet og Visit Aalborg skaffet to internationale konferencer til byen med små 2000 deltagere, mens AKKC selv står for International Magic Festival med omkring 200 deltagere.
Fire af arrangementerne er helt nye i Aalborg. Det gælder Liberal Alliances landsmøde, og Clima 2016, der er den europæiske varme-, køle- og ventilationsindustri-sammenslutning Rehvas 12. verdenskongres. Og det gælder skolelederforeningens årsmøde samt European Control Conference 2016.
1500 3F-ere i seks dage
Det er også lykkedes AKKC i udbud med andre store danske mødebyer at genvinde 3F kongressen, hvor ikke mindre end 1500 deltagere er i Aalborg i seks dage.
I forhold til 2015 er der totalt en fremgang på to kongresser/konferencer.
Harmoni mellem center og by
Direktør Ernst Trillingsgaard er særdeles tilfreds med den status, og han er ikke i tvivl om forklaringen:
- Det handler om kvalitet og service, service og service.
Og et forhold mere: at folk føler sig velkomne i Aalborg, siger han.
Han fremhæver styrkerne hos Aalborg Kongres & Kultur Center:
- Vi er meget veldimensionerede til de store arrangementer med to haller og hele 42 mødelokaler. Det er der ingen i Europa, der kan overgå. Dertil kommer vores restaurant, der kan bespise 3000 gæster.
Samtidig er der et stærkt match mellem by og kongrescenter: få kilometer til lufthavnen med masser af daglige afgange, banegården er 300 meter væk, byen med butikker og masser af restauranter cafeer, og hoteller er i gå-afstand. Det er altså en særlig styrke for os, siger Ernst Trillingsgaard.
Ud over de store kongresser lægger AKKC hus til omkring 1000 mindre møder og konferencer i årets løb.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.