EMNER

209 flygtninge skal næste år til Nordjylland

Lidt flere end hver femte af de flygtninge, der i 2007 kommer til Danmark, skal bo i Region Nordjylland.

Det bestemte Udlændingestyrelsen i går, efter at kommuner i hovedstadsområdet havde nægtet at indgå en frivillig aftale om fordelingen. Afvisningen betyder, at de 1000 flygtninge fordeles efter rent matematiske kriterier, og at 209 placeres i Nordjylland. - Det er ærgerligt, at man på Sjælland spænder ben for en frivillig aftale. Konsekvensen er nok, at vi i Nordjylland tildeles lidt flere flygtninge, end vi ellers ville få, siger formanden for de nordjyske kommuner, borgmester Egon Pleidrup (S) fra Mors. Han forventer dog ingen store protester fra de 11 nye kommuner i regionen. - Det samlede antal nye flygtninge er i dag så beskedent, at vi formentlig accepterer det uden at pive. Nogle kommuner vil muligvis endda være glade, for der er faktisk også mange historier om flygtninge, som har bragt noget positivt til deres nye hjem, siger Egon Pleidrup. I år er der udsigt til, at ca. 175 af 1000 forventede nye flygtninge kommer til at bo i de 11 kommuner i den nordjyske region. Næste år bliver det altså 209 ud af 1000. Tallet er beregnet ud fra antallet af udlændinge i forhold til den samlede befolkning og antallet af familiesammenføringer i området, oplyser kontorchef Birgit Petersen fra Udlændingestyrelsen.