2100 til Kim Larsen koncert

Skagen Kultur- og Fritidscenter var lige ved at koge over sent fredag aften, da Kim Larsen og Kjukken fyrede op under 2100 tilhørere i en tætpakket sporthal, der allerede var godt fyldt op en time før, koncerten gik i gang. Endnu flere ville gerne have været med, hvis det ellers havde været muligt at få billetter, men hvis der også lige skulle være plads til at rokke lidt med "Fru Sauterne" eller drøne lidt rundt på "Rabalderstræde", var der simpelthen ikke plads til flere. Det var en kogende fornemmelse i en brandvarm hal, men publikum kunne lide musikken, og hvis der ellers havde været en bod med bananer, havde publikum såmænd nok også fulgt Kim Larsen opfordring: "Køb bananer".