213.000 kr. til foreningslivet i Han Herred

FJERRITSLEV:Hele 26 foreninger og institutioner får ønsker opfyldt efter forårets uddeling fra Egnsbank Han Herreds Fond. Uddelingen - den femte i rækken - fandt sted ved en sammenkomst i bankens lokaler i Fjerritslev, og i sin velkomst til de mere end 50 fremmødte oplyste fondsbestyrelsens formand, Valdemar Møller, at der atter var meget stor interesse for at komme i betragtning. - Ikke færre end 83 ansøgninger indløb, så også denne gang blev fondsbestyrelsen sat på en vanskelig opgave med at prioritere mellem de meget vidtspændende ønsker, sagde han. - Vi glæder os over den store bredde. Der lægges virkelig mange kræfter for dagen med nye initiativer og udvikling af det bestående forenings- og kulturliv i hele Han Herred. - Egnsbank Han Herreds Fond vil gerne bidrage til, at vores egn altid kan være et sted, hvor det er værd at arbejde, bosætte sig og engagere sig. Det er netop meningen med disse halvårlige uddelinger, og derfor sætter vi også pris på, at de enkelte foreninger og institutioner synliggør, hvad pengene bliver brugt til - og selvfølgelig også meget gerne, hvor de kommer fra. Fonden har siden 2001 uddelt 1.297.415 kr. til i alt 136 højst forskelligartede projekter - eller næsten 10.000 kr. i gennemsnit. Efter uddelingen var der hyggeligt samvær omkring bordene. Fra flygel til faldmåtter Følgende projekter blev tilgodeset: BK Orion, Fjerritslev: 10.000 kr. til handsker, sjippetov, stepbrædder mv.. Bofællesskabet Krabben, Slettestrand: 10.000 kr. til leje af toiletvogne ved cirkus- og gøglerfestival.. Børnehaven Skovhuset, Fjerritslev: 10.000 kr. til indhegning af skov og udbygning af legeplads. Danmarks Civile Hundeførerforening: 5000 kr. til renovering af klubhus i Tingskoven. Dansk Blindesamfund: 5000 kr. til klubaktiviteter for medlemmer i Aabybro, Brovst og Fjerritslev kommuner. Fjerritslev Idrætsforening Fodbold: 6000 kr. til ny kopimaskine i klubhuset. Fjerritslev Jernbaneforening: 5000 kr. til udvidelse af foreningens loftslokale ved Fjerritslev Skole. Fjerritslev Kino: 25.000 kr. til digitalt lydanlæg. Samarbejdet mellem gymnastikforeningerne i Fjerritslev Kommune: 5000 kr. til gymnastikskole. Jagtforeningerne i Fjerritslev Kommune: 5000 kr. til anskaffelse af fælles lerduekaster. KFUM Spejderne i Bonderup: 12.000 kr. til opførelse af bålhytte.. FDF Klim-Thorup-Vust: 5000 kr. til indkøb af flag samt jakker og trøjer til otte frivillige ledere. TØK (håndboldsamarbejde mellem Thorup-Klim Boldklub og Ørebro Boldklub): 4800 kr. til indkøb af fem hække til balance- og styrketræning samt to sæt overtrækstrøjer. Vester Thorup Efterskole: 25.000 kr. til anskaffelse af nyere brugt flygel. Frøstrup-Hannæs Idrætsforening: 10.000 kr. til renovering af baneforhold i Frøstrup og Vesløs, herunder boldskur med minicafeteria og fire spillerbokse. Hannæs-Hallen, Vesløs: 10.000 kr. til indkøb af løbebånd i motionsrum. Viking Håndboldklub, Hannæs: 6000 kr. til indkøb af faldmåtte. Ældrecenter Stenhøj og Sydhannæs Pensionistforening, Vesløs: 5000 kr. til kulturelle arrangementer og udflugter. Dansk Politihundeforening, Brovst-afdeling: 3000 kr. til indkøb af vinylgulvbelægning i klubhus. Gjøl Forsamlingshus: 5000 kr. til indkøb af havemøbler på nyanlagt terrasse. Halvrimmen Borgerforening: 5000 kr. til udgivelse af husstandsomdelt skrift i forbindelse med 100-års jubilæum. Halvrimmen Koret: 4000 kr. til køb af elklaver og mikrofoner. Hjernesagen, Brovst: 3000 kr. til foreningens årlige ferietur. KFUM Spejderne Tranum: 10.000 kr. til opsætning af brændeovn i spejderhus. Tranum Gymnastikforening: 10.000 kr. til etablering af ekstra baneplads. Øland-Attrup Afvanding: 5000 kr. til bogudgivelsen "Afvanding og landindvinding omkring Brovst 1880-2000".