213 kørte for hurtigt ved vejarbejde

Trods de mange bøder på bare én dag, så er nordjyderne blevet meget bedre til at overholde stor hastighedssænkning.

Esben Christensen,
Bilisterne har tidligere haft mere end svært ved at respektere de nedsatte hastighedsgrænser ved vejarbejderne - billedet her er fra Hjørring i 2010, hvor politiet på et par dage noterede 1100 bilister. Arkivfoto: Bente Poder
1. maj 2012 17:52

I sidste uge gennemførte Nordjyllands Politi fra tirsdag til lørdag en særlig hastighedskontrol på motorvej E45 mellem Hjallerup og Vodskov. På grund af vejarbejde er hastigheden begrænset til 50 km/t og erfaringerne fra en lignende kontrol sidste år gav forventninger om rigtigt mange trafiksyndere. - Folk har traditionelt meget svært ved at komme fra 130 helt ned på 50, fortæller politiassistent Bent Mathiesen fra Automatisk Trafik Kontrol. 48 klip på én dag Men selvom de endelige tal tidligst er klar om to uger, kan politiet allerede konstatere en stor stigning i nordjydernes disciplin. - Vi kan med glæde konstatere, at vi er nede på omkring det halve i år. Meningen er jo ikke at fange synderne, men det er at få hastigheden ned. Så det er rigtigt glædeligt, fortæller Bent Mathiesen. Alligevel er der stadig mange nordjyder, der må til lommerne efter kontrollen. På den ene dag, der er optalt, tog politiet 213 personer. Heraf får 48 et klip i kørekortet og otte får en betinget frakendelse. Værst i weekenden Og det var især, når der ikke var meget trafik, at der blev kørt for hurtigt på motorvejsstykket. - I weekenden og om aftenen var det omkring 18% af trafikanterne, der blev fotograferet. Det tal var nede på 6% i hverdagene. Så når der er plads til det, vil mange gerne køre for hurtigt, vurderer Bent Mathiesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...