22-årig bliver selvstændig - har købt autoværksted

Simon Pilgaard og hans kæreste Camilla overtager autoværkstedet efter Ellen og Poul Kristensen, der har drevet virksomheden i 38 år.
Biler 6. marts 2007 05:00

THORSHØJ: Et ønske om at blive selvstændig er gået i opfyldelse for mekaniker Simon Pilgaard, der er udlært og har arbejdet hos lastvognsværkstedet Poul Asbjørn Olsen i Vangen ved Frederikshavn. Simon Pilgaard havde i et stykke tid være på udkig efter et egnet sted, da han lidt ad omveje fik kendskab til, at Ellen og Poul Kristensen gerne ville sælge deres værksted på Hjørringvej 244 i Thorshøj. Tanken om at gå over i personbilbranchen tiltalte den unge mekaniker, som allerede i september aflagde sit første besøg i Thorshøj. Det blev siden til flere besøg, inden den endelige aftale faldt på plads. Siden 1. januar har Simon Pilgaard arbejdet på værkstedet sammen med Poul Kristensen. Her har den nye ejer fået god hjælp til at lære kundekredsen og værkstedet at kende. Simon Pilgaard vil ikke ændre alverden på værkstedet, men han vil dog som noget nyt også drive bilhandel med salg af nyere brugte biler importeret fra Tyskland. På værkstedet vil kunderne også komme til at opleve de nye tider med computerstyrede funktioner, så der fremover kan ydes service til ejere af både nyere og ældre biler. I første omgang vil Simon Pilgaard varetage alle opgaver på værkstedet, men han håber, at der inden længe bliver mulighed for at ansætte en medarbejder. Samtidig med overtagelsen flytter Simon Pilgaard sammen med sin kæreste Camilla, der arbejder i Lidl i Sæby, ind i boligen på Hjørringvej 244. Om Simon Pilgaard er ligeså trofast som de tidligere ejere, kan man af gode grunde ikke vide. Men det er en kendsgerning, at Ellen og Poul Kristensen har drevet værkstedet i en menneskealder. I 1964 blev det unge par forpagtere på Benzinselskabet BP’s Servicestation i Thorshøj, som omfattede benzinsalg, kiosk og værksted med mindre reparationer. I 1975 overtog de ejendommen, og de udvidede løbende aktiviteterne med et fuldt udbygget autoværksted. Så sent som i 1997 blev værkstedet udvidet med en ekstra værkstedshal. I løbet af årene er der udlært seks lærlinge på stedet, og et utal af arbejdsdrenge har også haft deres gang der. Gennem alle årene har Poul Kristensen passet værkstedet, og Ellen har sideløbende med, at den lille familie efterhånden også kom til at omfatte fire børn, passet kiosk, benzinsalg og kontorarbejde. ÅB/kjær

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...