Trafikulykker

22-årig dræbt i soloulykke

En 22-årig mand fra Viborg blev tidligt lørdag morgen dræbt ved en trafikulykke på hovedvej 13 nær Hvam i Aalestrup Kommune. Han var fører af en bil og havde fire 18-20-årige unge som passagerer. Ifølge Hobro Politi slap alle passagererne med mindre alvorlige kvæstelser, men blev i ambulancer kørt til behandling på Viborg Sygehus. Ulykken skete kort efter klokken fire om morgenen, da den 22-årige kørte ad hovedvejen mod nord. Af endnu uforklarlige grunde svingede bilen pludselig til venstre over i modsatte kørebane og fortsatte i grøften. Her væltede bilen rundt og blev totalt smadret. Politiet havde i går ikke frigivet navnet på den dræbte.