Trafikulykker

22-årig fængslet efter voldsom ulykke

26-årigs tilstand er søndag morgen fortsat kritisk efter trafikulykke i Aalborg natten til lørdag

En 26-årig mand er livsfarligt kvæstet efter trafikulykke i Aalborg. Foto: Torben Hansen

En 26-årig mand er livsfarligt kvæstet efter trafikulykke i Aalborg. Foto: Torben Hansen

AALBORG:En 22-årig mand fra det østlige Himmerland er blevet varetægtsfængslet i fire uger, frem til 2. august, efter en trafikulykke natten til lørdag, hvor en 26-årig mand blev livsfarligt kvæstet.

Nordjyllands Politi har til morgen søndag ikke fået nyt om den 26-åriges tilstand, der derfor formodes fortsat at være kritisk.

Den 22-årige mand er blandt andet sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse samt for at udsætte andres liv og helbred for fare. Desuden er han sigtet for at køre i påvirket tilstand. Det oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi. Ulykken skete omkring klokken 01.15, da den 22-årige mand fra Østhimmerland kørte over for rødt ved et kryds på Østre Allé. Den 26-årige kørte frem for grønt fra Vejgård Møllevej, og den 22-årige ramte i høj fart hans bil i førersiden.

Ville stikke af

Efter ulykken viste den 22-årige tegn på at ville stikke af fra stedet, men tilfældigvis holdt en patruljevogn lige bag den 26-åriges bil, og betjentene reagerede lynhurtigt.

- De sprang ud og den ene måtte knuse en rude i den 22-åriges bil med sin stav for at forhindre, at han kørte videre, mens den anden gav førstehjælp til den 26-årige, fortæller vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

Påvirket chauffør

Den 22-årige ulykkesbilist var påvirket af spiritus, og han var muligvis også under påvirkning af narkotika, mener politiet. Med sig i bilen havde han en passager. Ingen af de to kom noget til ved ulykken.

Den 22-årige mand er kendt af politiet i forvejen.