22-årig frygtes død efter spring fra bro

NYKØBING FALSTER: En 22-årig mand fra Rødovre sprang natten til lørdag ud fra Storstrømsbroen. Han faldt 20 meter, inden han ramte vandet, og politiet frygter, at han er død. - Sandsynligheden for, at manden er i live, er stort set lig nul. Hvis ikke han er kommet på land nu, så er han ikke i live længere, sagde vagthavende ved politiet i Nykøbing Falster lørdag formiddag. Den 22-årige var sammen med to venner - en kvinde og en mand - på vej i taxa fra Nr. Alslev på Falster til Vordingborg. De havde ifølge politiet alle tre fået noget at drikke, men var ikke sejlende fulde. I løbet af taxaturen kommer den 22-årige op at skændes med kvinden. På et tidspunkt går bølgerne så højt, at den 22-årige forsøger at åbne bildøren, mens bilen kører. Det får taxachaufføren til at sætte de tre unge af midt på Storstrømsbroen. Få øjeblikke efter springer den 22-årige mand ud fra broen. De to venner har ifølge politiet ikke kunnet give en forklaring på, hvorfor manden valgte at springe. - Vi kan ikke finde svar på alt her i livet, selv om vi gerne ville. Vi betragter denne hændelse som en dybt tragisk ulykke, der ikke kan forklares, siger vagthavende ved politiet i Nykøbing Falster. Politi, Falck og Søværnets Operative Kommando (SOK) gennemsøgte natten igennem området omkring Storstrømsbroen, men uden held. - Strømforholdene er meget uforudsigelige, og manden kan både være drevet mod Storebælt og mod Østersøen, oplyser vagthavende. Eftersøgningen blev indstillet tidligt lørdag morgen. /ritzau/