22-årig kvinde fængslet for dødstrusler mod kontrollør

Hun ville ikke acceptere at blive afvist til en ishockeykamp

AALBORG:En 22-årig kvinde fra Aalborg blev i går i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg varetægtsfængslet til 2. februar for at have fremsat telefoniske dødstrusler mod et vidne i en voldsag mod hende selv. Kvinden erkendte sig skyldig i anklagen og kærede således ikke afgørelsen om varetægtsfængsling. Den unge kvinde, som tidligere er dømt for vold mod en politimand og for at have truet en anden person, tilstod i gårsdagens retsmøde, at hun i seks tilfælde havde ringet til vidnet - en mandlig kontrollør - og truet ham på livet. Ifølge anklager Mette Halgaard har kvinden indtalt truslerne på mandens mobiltelefon, og herunder skulle hun bl.a. have sagt, "du skal dø", og at "vi kommer hjem til dig". Endvidere havde hun også lavet en såkaldt "hade-side" mod manden på nettet. Kvinden var således kommet i klammeri med den pågældende kontrollør, da hun ville ind og se en ishockey-kamp i Aalborg Skøjtehal 30. december i fjor. Hun blev afvist af kontrolløren, da hun var i besiddelse af et romerlys, og i raseri over ikke at komme ind og se kampen havde hun spyttet kontrolløren direkte i hovedet. Den 22-årige blev herefter pågrebet af politiet og anholdt og blev efter afhøring atter løsladt. Hun er nu sigtet for vold for denne forseelse, og sagen venter på at blive behandlet i retten. Sagen mod den 22-årige kvinde har med dødstruslerne nu fået en ny og straffemæssigt langt alvorligere dimension. De seneste trusler mod kontrolløren blev fremsat i søndags, hvorefter politiet blev bedt om at tage affære. Kvinden blev omgående anholdt og altså fremstillet og fængslet i det omtalte grundlovsforhør, og hun kommer nu til at fejre sin 23-års fødselsdag i Aalborg Arrest, mens hun venter på retsmødet i begyndelsen af februar. Trusler mod vidner er absolut ikke noget, man skal "spøge" med, og lovovertrædelsen opererer med en strafferamme på fængsel i op til otte år.

Forsiden