Aalborg

22-årig sigtet for hærværk på flere biler

MIDTBYEN: En 22-årig aalborgensisk mand, som var noget beruset, blev sent tirsdag aften anholdt og sigtet for at have sparket på flere biler i Frederiksgade. Vagthavende hos Aalborg Politi oplyser, at manden i sin brandert lavede skader på tre biler ved at sparke på dem og rive sidespejle af. Da politiet nåede frem efter at være tilkaldt af vidner, ville den unge mand ifølge politiets oplysninger ikke opgive sin identitet, hvilket er en overtrædelse af Retsplejeloven, som siger, at det har man pligt til, når politiet beder om det. Han kan desuden vente en bøde for overtrædelse af politivedtægten, ligesom han må regne med at skulle betale for skaderne på bilerne. tino