22-årig stukket ned i Randers under masseslagsmål

Et større slagsmål i Randers endte lørdag aften med knivstikkeri - mand fængslet

En 22-årig mand er lørdag aften blevet stukket ned i Randers. Foto: Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau
Vold 12. august 2018 06:35 - Opdateret 12. august 2018 16:53

RANDERS: Efter et knivstikkeri på gaden i Randers lørdag aften er en lokal mand søndag blevet varetægtsfængslet.

Den 26-årige sigtes for at have ramt en fire år yngre mand fra Brabrand tre gange med en kniv i forbindelse med et større slagsmål.

Op mod 15 personer var involveret i opgøret, oplyste Østjyllands Politi tidligt søndag morgen.

Slagsmålet udspillede sig på Storegade lørdag aften lidt før klokken 22. Den unge fra Brabrand blev ramt i blandt andet maven, og ved ankomsten til sygehuset var han umiddelbart i livsfare. Det lykkedes dog at stabilisere den såredes tilstand, har politiet oplyst.

Søndag besluttede en dommer i Randers at varetægtsfængsle den 26-årige frem til 6. september. Det skyldes, at der er en begrundet mistanke om såkaldt kvalificeret vold, oplyser politiet på Twitter.

Den fængslede har dog kæret kendelsen om fængsling til Vestre Landsret.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...