22-årig udvises

Præster beder minister om nåde

NORDJYLLAND:Den 22-årige afrikansk-fødte kvinde Ramla Abdulla, der bor i Nørresundby, står til sammen med sin to måneder gamle søn at skulle sendes ud af Danmark på fredag. Hun skal tilbage til Tanzania, hvor hun er født, men hvor hendes familie ikke længere bor. Senest har Arne Mumgaard, der er domprovst i Aalborg, sendt et brev til integrationsminister Bertel Haarder for at få ham til at ændre afgørelsen. Sammen med brevet er der underskrifter fra 39 kolleger, som også gerne vil prøve at hjælpe den muslimske pige til en tilværelse i Danmark. Ramla Abdulla har boet i Danmark, siden hun var 16 år. Hun kom hertil, fordi hendes mor havde bosat sig i Hjørring sammen med en mand, som hun mødte, da han i en periode var ulandsfrivillig i Tanzania. Ramla Abdulla fik og havde en tid opholdstilladelse, men den blev inddraget, fordi hun, da hun søgte om opholdstilladelse, ikke oplyste, at hun havde et barn og var gift i Tanzania. Hun var som 13-årig blevet voldtaget og gravid og havde giftet sig med en mand for at klare sig. I Indenrigsministeriet siger man, at det var svig, når hun ikke oplyste om ægteskabet, fordi hun ikke ville have fået opholdstilladelse, når hun var gift. Civilretten i Hjørring ophævede afgørelsen om udvisning med den begrundelse, at pigen var mindreårig og havde ret til at bo hos sin mor. Siden blev sagen anket til landsretten, hvor to af tre dommere sagde, at pigen ikke havde ret til opholdstilladelse. - Det vil være meget ulykkeligt og forkert, hvis det ender med, at Ramla må forlade landet. Hun er tæt knyttet til sin mor og er en god støtte for hende og sine søskende. De bor alle her i landet med opholdstilladelse, siger Arne Mumgaard. Foreløbigt har han kun fået en kvittering på, at ministeren har modtaget brevet.