Udland

22 dræbt i eksplosion under tyrkisk bryllup

22 personer er dræbt og knap 100 såret efter eksplosion ved tyrkisk bryllup, siger guvernør ifølge CNN Türk.

TURKEY-US-POLITICS-MILITARY-COUP Foto: Scanpix/Hakan Goktepe

TURKEY-US-POLITICS-MILITARY-COUP Foto: Scanpix/Hakan Goktepe

22 personer meldes sent lørdag dræbt og yderligere 94 meldes såret ved en eksplosion under et bryllup i den tyrkiske by Gaziantep.

Det oplyser guvernøren i Gaziantep, Ali Yerlikaya, ifølge CNN Türk. Han kalder eksplosionen for et terrorangreb.

Politiet har spærret af omkring området, og ambulancer er rykket ud for at hjælpe de tilskadekomne.

Den tyrkiske vicepremierminister, Mehmet Simsek, oplyser, at eksplosionen angiveligt er blevet udløst af en selvmordsbomber.

Samil Tayyar, der er parlamentsmedlem fra præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, AKP, skriver ifølge Reuters på Twitter, at det skulle være militante fra Islamisk Stat, der står bag angrebet.

Det er dog stadig ikke officielt bekræftet, hvem der står bag.

Byen Gaziantep ligger i det sydlige Tyrkiet, der har været plaget af anslag gennem den seneste tid.

Regionen har været ramt af tre angreb alene i den forløbne uge. Ifølge myndighederne står den kurdiske oprørsgruppe PKK bag alle tre angreb.

Tidligere har også Islamisk Stat taget skylden for en række angreb i Tyrkiet, der deler grænse med både Syrien og Irak, hvor den ekstremistiske gruppe har indtaget store områder.

Foruden truslen fra PKK og Islamisk Stat har der været uro i Tyrkiet, efter at dele af militæret i juli uden held forsøgte at kuppe sig til magten.

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, sagde lørdag, at tyrkerne er klar til at spille en mere aktiv rolle i krigen i Syrien.

Tyrkiet frygter, at en styrkelse af militante kurdiske grupper i Syrien vil styrke og opflamme kurdiske oprørere i Tyrkiet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.