Udland

22 dræbt ved begravelse i Irak

Selvmordsbombe dræber 22 ved en shiamuslimsk begravelse i Irak kun to dage efter det seneste blodige angreb.

22 dræbt ved begravelse i Irak

En selvmordsbombemand udløste mandag sit sprængstofbælte ved en shiamuslimsk begravelse i byen Baquba nord for den irakiske hovedstad, Bagdad.

22 mennesker er dræbt og 50 andre såret, bekræfter en læge ved hospitalet i Baquba.

Blandt de dræbte var en løjtnant fra hæren, fire politifolk og syv andre medlemmer af de irakiske sikkerhedsstyrker.

Gerningsmanden gennemførte sit angreb omkring klokken 17.15 dansk tid i den centrale del af Baquba.

En bølge af angreb har på det seneste været rettet mod shiamuslimske pilgrimme og religiøse steder i Irak og har alene i denne måned kostet mindst 130 mennesker livet - ikke medregnet mandagens 22 dødsofre.

For to dage siden blev 32 mennesker dræbt, da to bilbomber eksploderede blandt grupper af pilgrimme, der var samlet for at markere dødsdagen for en af shiaislams vigtigste imamer.

Onsdag blev 72 mennesker dræbt rundt om i Irak i en række tilsyneladende koordinerede angreb. Nogle af dem var rettet direkte mod shiamuslimer.

Onsdagens angreb har al-Qaedas gren i Irak, ISI, siden taget skylden for.

Angrebene er nogle af de blodigste, Irak har oplevet, siden de sidste amerikanske soldater forlod landet ved årsskiftet.

Blodsudgydelserne har skabt fornyet frygt for udbredte sekteriske angreb i stil med dem, der plagede landet for få år siden.

Volden har generelt været aftagende i de seneste år, men bombeangreb forekommer stadig jævnligt, særligt i Bagdad.

/ritzau/AFP