Farstrup

22 firmahold skød om kap

[/20 con rød] Aldrig har så mange hold før stillet op til firmaskydning

NIBE: Med 22 deltagende hold blev Nibe Jagtforenings firmaskydning en stormende succes og desuden rekordsætter. - Vi har aldrig tidligere haft 22 hold med til vores firmaskydning, så jeg er en meget tilfreds mand, fastslår formanden for skydeudvalget, Peter Knudsen. Han tøver ikke med at give den ny jagthytte en stor del af æren for den store interesse for at være med. Efter en hæsblæsende - det stormede vildt ind fra Fjorden - skydning kunne Nibe/Ø. Hornum VVS for tredje år i træk hyldes som vinder. De tre deltagere, firmaejer John Christensen, Johnny Bo Christensen og Michael Pedersen, ramte således plet 66 gange med 82 skud, og det var lige netop nok til sejren. Nummer to, Farstrup Tømrerforretning, traf 65 gange i 76 forsøg. Det hold bestod af firmaejer Anders Jacobsen, Carl Andersen og Kjeld Christiansen, alle fremtrædende skytter i foreningen. Tredjepladsen tilfaldt IPA 3 med Kurt Jensen, Steen Christensen og Johnny Bo Christensen, der således vandt to gange. Foruden firmaholdskydningen, var der serieskydninger. Her var det byens kendte bif-mand, Torben Olesen, der blev vinder i en klasse for uøvede. Mesterækken vandt Anders Jacobsen foran Torben Christensen og Carls Andersen, A-rækken af Jens Thorn. I en serie til 10 kukkede bagduer vandt Claus Jensen foran Martin Staun og Peter Olesen. Efter skydningen samledes en stor del af jægerne til fællesspisning, og her vankede der langtidsstegte kalkuner fra grillen.