220 kulturskolelærere på kursus

220 undervisere fra de nordjyske kulturskoler er tilmeldt forskellige kurser i denne uge - fredag rundes ugen af med en fællespædagogisk dag i Vrå, hvor alle undervisere, ledere og sekretærer mødes til en fælles dag med inspiration og oplæg. 	Privatfoto

220 undervisere fra de nordjyske kulturskoler er tilmeldt forskellige kurser i denne uge - fredag rundes ugen af med en fællespædagogisk dag i Vrå, hvor alle undervisere, ledere og sekretærer mødes til en fælles dag med inspiration og oplæg. Privatfoto

I denne uge er alle underviserne i de ti nordjyske musik- og kulturskoler på kursus. Det er sjette år, de nordjyske kulturskoler er sammen om at opkvalificere deres undervisere her i årets første uge. Og det er unikt, for andre steder i landet kender man ikke til så stærkt et samarbejde mellem kulturskolerne.

Der er over 220 undervisere, som er tilmeldt forskellige kurser på ugens første fire dage.

Kurserne afvikles i Hobro, Hjørring, Aars og Aalborg og spænder fra Alexanderteknik over kor til keramik og nodeskrivningsprogrammer. Der er stor opbakning til kursusugen blandt musik- og kulturskolernes undervisere, der ud over det faglige input også får muligheden for at mødes med kollegaer fra hele regionen. Det er noget alle får et højt udbytte af, både fagligt og kollegialt.

Henrik Hammer, som er leder af Jammerbugt kulturskole og med i kursusudvalget, siger:

- Kulturskolernes kursusuge er vigtig, fordi vores medarbejdere får mulighed for at bygge ovenpå deres kompetencer. Det er et skoleeksempel på det gode samarbejde vi har kulturskolerne imellem i regionen. Når vi samler kræfterne, har vi mulighed for at tilbyde vores lærere et bred udvalg af kurser, som den enkelte skole ikke ville kunne magte alene.

Fredag er der fællespædagogisk dag, hvor alle undervisere, ledere og sekretærer mødes til en fælles dag med inspiration og oplæg.

Om formiddagen vil Louise Kamuk Storm komme med sit oplæg om læringsmiljø og talentudvikling ud fra den forskning hun har gjort inden for sportens verden.

Herefter er der koncert med Singh og Goldsmidt, der vil prøve at sætte lyd på livet.

Endelig er der paneldebat, hvor panelet skal give deres bud på, hvordan kulturskolerne ser ud i år 2025. Panelet tæller blandt andre Hjørrings borgmester Arne Boelt, reklameguruen Thomas Fedder - og formanden for Skolelederne Claus Hjortdal.

- Vi er sikre på, at de nok skal kunne sætte gang i debatten, lyder det fra arrangørerne.

Den fællespædagogiske dag holdes på Idrætscenter Vendsyssel i Vrå

Kursusugen arrangeres af Kulturskoler i Nordjylland (KiN), som er et samråd for alle musik- og kulturskoler i region Nordjylland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.