2200 gymnaster er på gulvet

64 hold viser deres kunnen i Hobro Idrætscenter 27. og 28. marts

DGI Nordjylland samler flere end 2000 gymnaster til opvisning i Hobro i slutningen af måneden. Arkivfoto: Jens Morten

DGI Nordjylland samler flere end 2000 gymnaster til opvisning i Hobro i slutningen af måneden. Arkivfoto: Jens Morten

Ikke færre end 2200 gymnaster i alderen fra seks år og opefter skal på gulvet, når DGI Nordjylland holder sin traditionsrige forårsopvisning i Hobro Idrætscenter fredag 27. og lørdag 28. marts. I alt 64 hold viser deres kunnen. Opvisningen er arrangeret i et samarbejde mellem de tre store gymnastikforeninger i området - Hobro Gymnastikforening, Valsgaard Gymnastikforening og Rosendal Gymnastik. - De tre foreninger glæder sig til en super opvisning og til at byde gymnaster og publikum velkommen til to festlige dage, lyder det fra Hobro Gymnastikforenings formand Karin Nyvang. Fredagens opvisning begynder kl. 18, om lørdagen tager man fat kl. 10.