EMNER

2200 nytårsmenuer på vej til nordjyderne

Interessen har været langt større end Snerlen har oplevet før. Der er udsolgt i år.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er ansat ekstra personale til at hjælpe med at sætte labels på bøtterne. Foto: Kim Dahl Hansen

- Husk nu vejledningen i alle kasserne. Indehaveren af Snerlen Tonny Kristensen holder øje med de unge, der pakker kasserne med nytårsmenuerne. Han ved, at tilberedningsvejledningen til kunderne er en af forklaringerne på, at han har stor succes med at levere menuer ud af huset. Nytårsmenuen vil blive anrettet i hundredevis af nordjyske hjem. 2200 menuer leveres fra kølerummet på Strandby Havn og ud til afhentningsstederne i Skagen. Hjørring, Brønderslev, Nørresundby og som noget nyt Støvring. Dertil kommer de 1000 kuverter, som folk henter i Strandby. - En af forklaringerne på succesen er, at vi har de faste afhentningssteder, og så at prisen er i orden, forklarer Tonny Kristensen, der aldrig har oplevet så stor interesse før. I fjor leverede de 1800 menuer. I år havde de håbet på 2000 menuer. De kunne have solgt 2500 menuer, men måtte melde alt udsolgt ved 2200 kuverter. - Næste år vil vi få folk til at bestille tidligere, så vi kan sikre os at vi har alle råvarerne hjemme, så ingen ringer forgæves, lover han. Han ansatte i april marketingsassistent Dorthe Mygind, som har taget imod de mange bestillinger, så kokken Tonny Kristensen kan koncentrere om tilberedning af maden og med at lede og fordele arbejdet. I bestillingsmappen kan Dorthe Mygind se, at mange har fundet menuen på nettet også gennem Snerlens facebook-profil, andre oplyser, at de har fået menuen anbefalet og rigtig mange af bestillinger er fra folk, der bestiller nytårsmenuen år efter år.