23-årig mand alvorligt kvæstet

Trafikulykker 21. september 2004 06:00

} ULYKKE: En 23-årig mand fra Kongerslev blev alvorligt kvæstet i hovedet og fik flere brud på kroppen, da han søndag aften kl. 23.33 blev involveret i en færdselsulykke på Smidievej ved Bælum. Det var en 25-årig mand fra Bælum, der kørte i bil ad Smidievej mod syd, da han af uforklarlige årsager ramte en modkørende bil ført af den 23-årige. Begge biler blev kraftigt beskadiget, og begge førere blev kørt til Aalborg Sygehus, men den 25-årige var kun lettere kvæstet. } SPRITKØRSEL: En 18-årig mand fra Tern-drup blev standset kl. to natten til lørdag, da han kørte i bil på Ålborgvej ved Bælum, og en kontrol viste, at han havde fået for meget at drikke. Han havde i øvrigt kun haft kørekort i fem måneder, oplyser politiet, som løslod ham efter blodprøve. } LOKALBRAG: Lokalopgøret i fodboldherrernes serie 4 på Skørping Stadion mellem Skørping og Bælum/Solbjerg endte 2-2 efter 1-1 ved pausen. Skørping kom foran med 1-0 ved Kristian Rasmussen, men Bælum/Solbjerg fik udlignet et kvarter senere ved Nick Beyer. I slutningen af første halvleg fik Skørping en ti minutters udvisning, men det var alligevel Skørping, der kom foran, da der kort tid ind i anden halvleg blev lavet straffespark mod Jesper Jensen. I første omgang reddede Thomas Svanholm dog Tommy Kaaes spark, men han fik scoret på riposten. Derefter var det som om, Bælum/Solbjergs spillere fik ekstra kræfter, og de fik slået Skørpings spil fuldstændigt i stykker, men udligningen kom først syv minutter før tid, da et indlæg blev ramt skævt af en Skørpingspiller og strøg i mål. } TAMT: Terndrup tabte opgøret i fodboldens serie 4 til Skelund med 1-0, hvilket også var resultatet ved pausen. Det var et meget tamt Terndrupmandskab, som var på banen, og især i første halvleg var indsatsen under al kritik, og Skelund kunne nemt have ført med et par mål mere ved pausen. I anden halvleg gik det lidt bedre, og især det sidste kvarter, hvor Skelund fik en ti minutters udvisning, fik Terndrup overtaget og havde da også et forsøg på stolpen. } HATTRICK: Det blev igen Skibsted, der trak det længste strå i lokalopgøret i serie 6 i fodbold mod Terndrup, idet de vandt med 3-1 efter 2-1 ved pausen. Skibsted kom foran med 2-0 allerede efter 10 minutters spil, men i anden halvleg kom Terndrup dog bedre med i kampen. For Skibsted lavede Troels Kristensen ægte hattrick, idet han scorede alle tre mål.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...