23-årig overfaldet i eget hjem

Gadens parlament tilsyneladende på krigsstien igen

BRØNDERSLEV:Det siges, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. "Tag en øl i stedet", var rådet fra en kammerat efter en julefrokost. Et mindre slagsmål, et overfald og domme på op til tre måneders fængsel kunne være undgået, hvis parterne havde lyttet til den fulde, unge mand. I går blev tre unge mænd på 19, 17 og 15 år fra Brønderslev og omegn idømt henholdsvis tre måneders ubetinget fængsel, 50 dages fængsel og bøder på 2500 kr. De 50 dage skal kun afsones, hvis den 17-årige begår ny kriminalitet inden for de næste to år. Skældsord udviklede sig Ifølge vidner mødte de to yngste fire andre unge fra Brønderslev, der havde været til julefrokost sammen med 20 andre herrer fra BI lørdag før jul. Ved midnatstid begyndte de to grupper på Gl. Rådhusplads at råbe skældsord til hinanden. Ord som:"Bøsserøve!" blev besvaret med: "Perkere!" De fire BI'ere løb fra stedet og til Christiansgade, hvor den ene bor, en 23-årig mand. Men de to løb efter - den 17-årige skændtes med den noget berusede 23-årige i dennes baghave. Den 17-årige fik bl.a. et skub og landede på græsplænen. De andre hjalp ham op og alt var tilsyneladende i orden, da de fire gik op i lejligheden for at få en øl mere og høre musik. - Ti minutter efter bragede det på døren tre gange. Tredje gang var døren sparket op, og tre unge brasede ind. Én spurgte, hvem den 23-årige var - de andre to var dem fra baghaven, fortalte vidnerne. Slag og spark Den 23-årige rejste sig op og fik straks en knytnæve i ansigtet af den 19-årige. Kort efter tumlede han omkuld, men blev stadig sparket i ansigtet og på kroppen. - Det var helt ekstremt - ti hårde spark kan slet ikke gøre det. Jeg har aldrig set noget lignende, forklarede en 24-årig mand, der nok var den mest ædru den nat. Den 23-årige blev nærmest sparket op i en krog ude i køkkenet i det næste rum. Et par af vidnerne mente, at den 19-årige til sidst fik hjælp med sparkene af sin 17-årige kammerat. Forinden havde han forhindret en af den 23-åriges kammerater i at komme til hjælp. Først, da det kom på tale at ringe 112, fortrak de. Kort efter kom Falck og minutter senere også politiet, der afhørte alle fire i lejligheden. Den 23-årige havde en to cm lang flænge på højre øjenlåg og hævelse flere steder i hovedet. Han var øm i kroppen, konstaterede lægen på skadestuen. - Det var gået meget værre, hvis jeg ikke havde beskyttet ansigtet og kroppen med arme og ben, fortalte den 23-årige i retten. Nægtede alt Den 19-årige bedyrede, at han var i Århus til bryllup i familien i de dage. En betjent ringede til ham på mobiltelefonen samme nat. - Han ville ikke tro på, at jeg var i Århus. Jeg bad ham ringe på min mosters faste telefon i Århus, men det ville han ikke. Han lagde på, forklarede den 19-årige. Vidnerne kendte de involverede i forvejen, bl.a. har de været træner for den yngste i BI. Derfor var dommer Karsten Juul-Dam ikke spor i tvivl om, at de tre var gerningsmændene, selv om alle tre nægtede alt. - Vi kan jo ikke vide nøjagtig, hvad der er sket, når I ikke vil sige noget. Men efter tumulten i haven må de to andre have fortalt om det til den 19-årige. Han førte an og er tidligere straffet - derfor får han en hårdere straf, forklarede dommeren sin og de to domsmænds afgørelse. Har holdt sig i skindet Både den 17-årige og den 19-årige skal i gang med en læreplads, mens den 15-årige stadig går i folkeskole. Men det tog dommeren kun begrænset hensyn til. De tre blev alle dømt for at have sparket døren ind og ødelagt den, mens kun de to ældste blev dømt for vold. Men Juul-Dam advarede den 15-årige om, at han var meget tæt på også at blive dømt for vold. De seneste år er det flere gange tidligere set, at hvis man slår, provokerer og gør sig uvenner med en bestemt gruppe unge i Brønderslevs natteliv, så står man til tæv. Ofte med hjælp fra venner, som ellers ikke er involveret. Lokale politifolk har kaldt det "gadens parlament". Men det er over to år siden den 19-årige sidst er dømt - han havde bestemt, at han ville holde sig fra det. I går græd han ved udsigten til at skulle i fængsel og dermed udskyde sin læretid.