23-årig på udgang dømt for vold

Hjørringenser med narkodom involveret i voldssag i Løkken

LØKKEN/HJØRRING:En af sommerens mange bataljer fra Løkkens natteliv blev i går afsluttet i Hjørring. Det skete i kriminalretten, hvor en 23-årig hjørringenser stod tiltalt for grov vold. Om natten den 12. juli slog han med et tomt glas en anden ung mand i ansigtet, så denne måtte en tur på sygehuset for at blive lappet sammen. Der var heldigvis ikke sket alvorlig skade, men den forurettede, der er fra Sjælland, kunne som vidne i går fortælle, at han havde et mindre ar over det ene øje: - Jeg slap billigt, sagde han, der ikke ønskede at anmelde overfaldet. Men det endte alligevel med, at hjørringenseren blev sigtet for vold. Han og andre blev anholdt udenfor Diskotek Pakhuset, hvor det denne nat sydede og kogte i ungdommelig letsind og spiritussens tåger. Narkodom For den 23-årige hjørringenser var situationen den nat ikke alt for smart. Han var på udgang fra fængslet, hvor han afsonede en narkodom på fire år. Og når man er på udgang fra fængslet, så er der nogle vilkår, som skal overholdes. Derfor stod tiltalte egentlig til en langt større straf end de 60 dages fængsel, som han blev idømt i går. Men domsmandsretten lagde lidt til og trak lidt fra. Og vurderede, at den anden også havde sin skyld, da han efterfølgende slog den anden med et knytnæve- slag: - Jeg var fandene gal, som han udtrykte det i retten. Hjørringenseren fortalte, at han og en kammerat havde været ude og danse, da deres bord blev optaget af tre unge mænd: - Jeg tilbød dem noget at drikke, men de sagde nej. Pludselig blev jeg slået i ansigtet, fortalte hjørringenseren, der derefter slog ud efter den anden med glasset. Det viste sig bagefter, at han havde fået sine fingre skåret op. Derefter gik han udenfor, hvor han blev anholdt af politiet. Der blev ført tre vid- ner, alle unge sjællændere, der var på ferie i Løkken. Den forurettede sagde i sin vidneafhøring, at hjørringenseren var godt fuld: - Han stod og omklamrede mig, og jeg blev efterhånden træt af hans fuldemandsbøvl. Pludselig blev jeg ramt i ansigtet. Den forklaring med, at jeg slog først, holder ikke, forklarede sjællænderen. Hjørringenseren, der havde erkendt sig delvis skyldig, modtog dommen.