23-årig sigtet for at være til fare for andre

Den 23-årige mand fra Aalborg, der under karnevallet lørdag formiddag antændte tre mandlige deltagere, der var klædt ud som kaniner, bliver ikke straffet for personfarlig kriminalitet.

Anklageren i sagen besluttede mandag morgen at løslade manden med en sigtelse for i grov kådhed at have bragt andre i fare. Den 23-årige havde netop tændt en cigaret for sin kammerat, da han, beruset som han var, syntes, det ville være sjovt at antænde det vat, "kaninerne" var klædt ud i. I sikker forvisning om, at han med det samme kunne slukke ilden igen. Men de store mængder lim, vattet var limet sammen med nærmest eksploderede og var årsag til at de to blev alvorligt forbrændt og den tredje i lettere grad på det ene ben. Den ene karnevals-kanin er indlagt på Rigshospitalets afdeling for brandsår, den anden er fortsat indlagt på Aalborg Sygehus, mens den tredje kun havde behov for behandling på skadestuen. Den 23-årige er chokeret over den voldsomme brand og meget påvirket af, at han har bragt tre andre personer i fare. Han er ikke tidligere straffet.