23-etagers lejlighedsbygning kollapser i Nordkorea

Diktaturet offentliggør en yderst sjælden negativ nyhed fra hjemlandet efter bygningstragedie i hovedstaden.

18. maj 2014 11:17

Nordkoreas statsmedier rapporterer søndag om en "ubeskrivelig" ulykke under et byggeri af et lejlighedskompleks i hovedstaden Pyongyang.

Ifølge myndighederne i Sydkorea er en 23-etagers bygning kollapset, og der boede allerede omkring 100 familier i komplekset, selvom det endnu ikke var færdigbygget.

Det er yderst sjældent, at Nordkorea offentliggør negative nyheder, og historien fra nyhedsbureauet KCNA indeholder også ligeså sjældne undskyldninger fra højtstående personer i Korea-diktaturet.

Ifølge KCNA fandt ulykken sted sidste tirsdag og var et resultat af "uansvarlig" overvågning af byggepladsen. En redningsindsats har været sat i værk for at finde eventuelle overlevende i ruinerne, lyder det.

Der nævnes intet konkret dødstal, men beboerne i Pyongyang er "meget chokerede", skriver nyhedsbureauet. Flere topfolk i Nordkorea har undskyldt tragedien - heriblandt ministeren for folkets sikkerhed, Choe Pu-il.

En sydkoreansk embedsmænd siger, at myndighederne i Seoul er bekendt med ulykken.

- Det er normalt i Nordkorea, at folk flytter ind i nye lejlighedsbygninger, før byggeriet officielt er færdigt, siger embedsmanden, der ønsker at være anonym.

Embedsmanden siger, at 92 familier angiveligt var flyttet ind i bygningen, da den faldt sammen, og det endelige dødstal vil sandsynligvis være "betydeligt".

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...