23 irakere får fri proces til at føre sag om tortur

Østre Landsret skal behandle 23 irakeres sag mod Forsvarsministeriet. De kræver erstatning for tortur.

Procesbevillingsnævnet har givet 23 irakere fri proces til at føre sag mod Danmark for medvirken til tortur i Irak i 2004.

Det betyder blandt andet, at de kan få betalt rejsen fra Mellemøsten, så de kan deltage i retssagen, der skal køre i Østre Landsret.

I sagen, der er rejst mod Forsvarsministeriet, kræver irakerne hver 60.001 krone i erstatning, fordi de, efter at være taget til fange af danske soldater, blev overdraget til de irakiske myndigheder, der udsatte dem for tortur.

Sagen har verseret ved de danske domstole siden 2011, og der er fem gange tidligere i Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet givet afslag på fri proces, oplyser deres advokat, Christian Harlang.

Derfor glæder han sig over, at de 23 irakere nu kan få betalt deres sagsomkostninger og få rejsen betalt.

- For Danmark som retssamfund og for mine klienter er det særdeles glædeligt, at Forsvarsministeriets forsøg på at standse sagen ikke lykkedes, siger Christian Harlang i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.