Lokalpolitik

23 mio. kroner kom bag på politikere

V, K, SF, R og DF vidste ikke, at de kunne undgå besparelser på 23 mio. kr., selv om de havde fået besked

AALBORG:Hvordan kunne det gå til, at det kun var formanden for sammenlægningsudvalget, Henning G. Jensen (S), der vidste, at Aalborg Kommune kunne slippe for besparelser på 23 mio. kr., når samtlige politikere har modtaget et brev, hvor oplysningen står sort på hvidt? Det spørgsmål trænger sig på efter budgetforliget i Aalborg. Allerede 14. september modtog medlemmerne af sammenlægningsudvalget et brev fra kommunens økonomikontor, hvoraf det fremgår, at Aalborg kunne bruge 23 mio. kr. mere til serviceudgifter ved at foretage omjusteringer på budgettet til sundhedsfremme. Men under de afgørende forhandlinger var partierne uvidende om, hvordan sammenlægningsudvalget havde mulighed for at undgå besparelser på 23 mio. kr. Der lyder et dybt suk, da en ærlig Tommy Eggers (DF) blive bedt om at svare på, hvordan han fandt ud af, at kommunen havde en ekstra ramme på 23 mio. kr. - Det fandt jeg først ud af torsdag. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det kan ingen af os være. Vi har desværre ikke forstået betydningen af det, der stod i brevet. Ifølge NORDJYSKES oplysninger spurgte formanden for Sammenlægningsudvalget, Henning G. Jensen (S), sine politikerkolleger, hvor mange af dem, der havde læst brevet fra KL. Det tilkendegav en del af politikerne, at de havde. Derefter spurgte Henning G. Jensen, hvor mange, der havde forstået betydningen af det, der stod i brevet, og så blev der helt stille. - Det er jeg da ikke stolt af. Jeg tror, det kom bag på os alle, og jeg tænkte på, hvordan jeg kunne sove sådan i timen, siger Tommy Eggers. Han pointerer dog, at politikerne har modtaget rigtigt mange papirer i den seneste tid, og at de umuligt kan sætte sig ind i alle detaljer, når de arbejder med et budget på mange milliarder kroner. Vidste ikke noget Før torsdag vidste De Konservatives gruppeformand, Vibeke Gamst ikke noget om de 23 mio. kr. - Torsdag fik jeg det at vide, det eneste, som jeg havde hørt om før forhandlingerne, det var de 15 mio. kr., som vi fik fra indenrigsministeriet, siger Vibeke Gamst, der henviser til, penge man har fået som kompensation for, at man overtager amtsopgaverne. Gruppeformand i SF Anne-Dorte Krog (SF) sagde efter budgetforliget var i hus om de 23 mio. kr. - Lige præcis den her, havde jeg ikke set, at den kunne give 23 mio. kr. ekstra i ramme, så det er jo bare dejligt. Anne-Dorte Krog mener ikke, at SF har sovet i timen. - Nej, overhovedet ikke, vi kunne have fundet de penge mange steder, siger Anne-Dorte Krog. Preben Pedersen (R) hørte først om de ekstra 23 mio. kr. ved forligsforhandlingerne. - I starten af forligsforhandlingerne, fik jeg det at vide, siger Preben Pedersen, der ikke havde opfattelsen af, at de 23 mio. kr. påvirkede rammen. Men når Preben Pedersen nærlæser mailen i dag, så kan han godt se, at der er 23 mio. kr., men Preben Pedersen forklarer, at han har læst papirerne hurtigt over, og at det er væltet ind med materiale i forbindelse med budgettet. Preben Pedersen anerkender, at man er blevet informeret af borgmesteren, men han ville gerne have haft uddybet oplysningerne. - Det skulle måske været skåret ud i pap eller understreget, at vi godt kunne bruge de her penge, siger Preben Pedersen. Venstres gruppeformand Mariann Nørgaard blev først opmærksom på muligheden for at bruge de 23 mio. kr. torsdag. - Jeg har ikke været opmærksom på det, og det er der ikke nogen i Venstre, der har været opmærksomme på.