230 bands til musikfestival for unge

Cirka 25.000 gæster vil høre musik i Aalborg Kongrs & Kultur Center

AALBORG: 25.000 gæster, 230 bands, ni scener. Det er nøgleordene for den 23. udgave af Ungdomsringens Musikfestival, der foregår i næste weekend i Aalborg Kongres & Kultur Center. Festivalen har efterhånden udviklet sig til at blive ét af Europas største ungdomsarrangementer, og der kommer både punkere, seje hip hoppere og alle andre typer unge, der ser frem til at få en fornøjelig weekend med masser af musik i forskellige genrer. Men alkohol er forbudt, og det er årsagen til, at det hvert år lykkes at holde fest med så mange mennesker uden alvorlige problemer, mener arrangørerne. Fredag aften åbner borgmester Henning G. Jensen musikfestivalen, hvorefter det nye, nordjyske ungdomstiltag Scenegal tager over. Scenegal skal være et festligt fyrværkeri af musik, rap, dans og hip hop, og de medvirkende er unge fra Fri-Stedet, der har fået hjælp af rapper Jonny Hefty, samt partybandet Cool C, der spiller dansevenlig disco. Senere på året skal Scenegal på turne til de tolv nordjyske kommuner i Region Aalborg samarbejdet. I år kommer der bands fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, England og Irland. Folk kan som noget nyt stifte bekendtskab med fænomenet V Jay, som er et computerprogram, der via en projektor kaster billeder og film op på scenens bagtæppe. Dermed kan musikerne skabe en baggrund, der passer til musikken. Der er gratis adgang til musikfestivalen, og både forældre, bedsteforældre og andre interesserede er også meget velkomne, understreger arrangørerne.

Forsiden