Udland

230 millioner magtesløse kvinder mangler prævention

Massevis af fattige kvinder i udviklingslande kan ikke forhindre graviditet og risikerer fatale konsekvenser.

230 millioner magtesløse kvinder mangler prævention

Flere hundrede millioner kvinder på verdensplan savner adgang til moderne præventionsmidler såsom p-piller eller kondomer.

Det viser nye tal, der tirsdag bliver offentliggjort i det ansete lægetidsskrift The Lancet.

I 2015 løber det anslåede antal op i 233 millioner kvinder, som er i deres fødedygtige alder, men er ude af stand til at forhindre, at de bliver gravide. Det er 12 millioner flere end i 2010, lyder det.

Hvis man ser bort fra vækstøkonomien Kina bor fire ud af fem af de pågældende kvinder i udviklingslande. Det gælder især afrikanske lande syd for Sahara.

Det er tidligere blevet anslået, at omkring 200.000 kvinder og piger hvert år dør på grund af fatale komplikationer under graviditet og fødsel.

Over hele verden står især fattige kvinder magtesløse, hvis de gerne vil undgå at få børn.

For eksempel vil cirka 20 procent af kvinderne i det folkerige Filippinerne gerne undgå at blive gravide - men har ikke adgang eller råd til prævention.

Og der er stærke kræfter i den katolske østat, som modsætter sig, at p-piller, kondomer og seksualoplysning skal bliver lettere tilgængeligt for befolkningen.

Kirken og religiøse grupper dæmoniserer politiske tiltag i den retning. Imens fortsætter den markante befolkningstilvækst på Filippinerne.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.