2361 nordjyder samlede ind

Røde Kors fik seks procent flere penge ind i går

Velgørenhed 7. oktober 2002 08:00

NORDJYLLAND: 2361 nordjyder - 199 flere end for et år siden - brugte et par søndagstimer på at rasle til fordel for Røde Kors' arbejde i det sydlige Afrika. Og det gav pote: For første gang nåede indsamlingens nordjyske resultat op over to mio. kr. Tallet er seks procent højere end i fjor. Men sammenligner man med 2000-indsamlingen, er fremgangen endnu mere markant. I går blev der indsamlet 37 procent mere end for to år siden. Ser man på resultatet i de 27 nordjyske kommuner, var Hadsund dén kommune, hvor hver indsamler fik mest ud af sin indsats - og det er ekstra bemærkelsesværdigt, eftersom Hadsund er den eneste kommune i landsdelen, hvor Røde Kors ikke har nogen lokalkomité. Ligesom i fjor tog en lokal borger, Birte Christensen - i øvrigt hustru til byens borgmester - sagen i egen hånd og organiserede en indsamling. 36 hadsundere var ude at rasle, og hver af dem fik i snit 1206 kr. med sig hjem til Røde Kors. Biltransport I Aalborg Kommune, hvor der blev indsamlet 685.900 kr., sørgede Beredskabskorpset for, at også knapt så centrale dele af kommunen fik besøg af indsamlere. Korpset kørte simpelt hen indsamlere fra Aalborgs midtby ud til en række boligområder, hvor der ikke havde meldt sig indsamlere. Blandt indsamlerne i Blokhus var Kristine Østergaard, der havde varmet mere op til opgaven end de fleste andre. Hun og hendes 16-årige datter Rikke var blandt de 20 familier i hele landet, der i en uge påtog sig at leve af en af de pakker med nødhjælp, som, takket været gårsdagens indsamling, kan uddeles til sultende i det sydlige Afrika. Her trues omkring 13 mio. mennesker i øjeblikket af hungersnød. Ugen som hungersramt udløste - på grund af mediernes rapporter - mange kvikke bemærkninger, da mor og datter bevægede sig gennem Blokhus med hver sin raslebøsse. - Vi fik en fantastisk positiv modtagelse, siger Kristine Østergaard. Rikke, der gik i et område med mange p.t. ubeboede sommerhuse, samlede 963 kr. i den gode sags tjeneste. Hendes mor profiterede af at være tildelt en rute midt i Blokhus og fik hele 1807 kr. ud af indsatsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...