24, 25, 26, 27, 28, 29, 30...

Aalborghus Gymnasium har lige haft 50 års jubilæum, Nørresundby Gymnasium og HF har det næste år. De to gymnasier og hf-kurser er altså jævnaldrende, og de er tilmed tegnet af samme arkitekt, Leopold Teschl.

Skolevæsen 1. november 2011 05:00

Der var ingen tvivl da Teschl tegnede klasseværelser: I en klasse sad der 24 elever. Det er et tal der ikke længere ligger fast her 50 år senere. Hvert år i august er det nu lige så naturligt som at plukke frugt i haven at elevorganisationerne tæller hvor mange elever der går i de nye gymnasie- og hf-klasser. Og de kan hvert år finde skoler med over 30 elever i nogle klasser. Det skal rektorernes formand så begrunde, formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening spørges også, undervisningsministeren skal forklare om det nu er godt med 32 i en klasse, og der er som regel også et par politikere der ikke kan nære sig for at kommentere dette for hele landets situation så væsentlige tal. De siger hvert år det samme, dog var der i år lidt flere politikere i koret, men vi skulle jo også have valg kort tid efter. Som den politiske debat og pressen fungerer i dag, er spørgsmålet om 24, 28, 30 eller 32 i klasserne bare et super emne! Alle har en hurtig mening om det fordi vi alle har gået i skole, det er så ukompliceret at enhver journalist kan stille spørgsmål om det, og der kan laves disse korte indslag i tv og radio som det moderne, flimrende mediebillede kræver. Men er det så enkelt at 24 er et bedre elevtal end 30? Hertil må svaret nok være en slags "nja". Undervisningsministeriet har undersøgt sammenhængen mellem klassestørrelse, gennemførelse og karakterer. Den undersøgelse tydede på at store klasser faktisk var bedre end meget små klasser. I en anden, meget intelligent designet undersøgelse, viste Eskil Heinesen at elever på mindre franskhold i folkeskolen lærte mere end dem på de store. Det er nok et spørgsmål man må sætte ind i en større sammenhæng, og nu advarer jeg straks mine læsere: Herefter er det hele ikke så enkelt længere. Klassestørrelsen er ikke den faktor der betyder mest for elevernes udbytte af undervisningen. Deres sociale baggrund er den vigtigste faktor. Derefter kommer læreren og den måde undervisningen foregår på. Elevernes sociale baggrund kan vi ikke gøre noget ved sådan straks, men den måde undervisningen tilrettelægges og afvikles på, kan man godt ændre. Den helt dominerende enhed for undervisning er at en lærer får en klasse og et centralt fastlagt antal lektioner med alle eleverne. Hertil er der i mange fag et bestemt antal timer til skriftlige opgaver for hver elev. Læreren får selvfølgelig forberedelsestid til hver lektion, og så undervises der. Det sker i dag med klart større variation i indhold og arbejdsformer end da jeg gik i gymnasiet. Det fortjener lærerne og skolerne anerkendelse for. Alligevel kan man med god grund spørge om det er den bedste måde at organisere undervisningen på. Er det oplagt at alle elever har brug for den samme mængde undervisning i klassen? Nej! Det samme antal skriftlige opgaver? Nej! Er det indlysende at alle elever behøver samme mængde individuel vejledning? Nej! Disse spørgsmål burde rektorformanden, lærerformanden, elevorganisationerne og politikerne overveje. Og nogle journalister burde gå på kursus og i tænkeboks så de kunne finde ud af at behandle dem kvalificeret i pressen. Disse overvejelser og denne debat kunne føre til ændringer og forbedringer der vil betyde meget mere for hver elev end om han eller hun har 27 eller 29 klassekammerater. Søren Hindsholm er rektor på Nørresundby Gymnasium og HF. E-post: s@hindsholm.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...