Sindal

24-årig forbrændt af benzindampe

NORDJYLLAND:En 24-årig mand med alvorlige brandsår blev i aftes i en af Flyvevåbnets redningshelikoptere fløjet fra flyvepladsen i Sindal til Fælledparken nær Rigshospitalet i København, hvor han blev indlagt på brandsårsafdelingen. Den unge mand havde i forbindelse med et håndværksarbejde på Q8 servicestationen, Nørregade i Sindal boret i et rør. Åbenbart blev benzindampe derved antændt og manden fik brandsår i ansigtet og på brystet. I stedet for at tilkalde Falck kørte mandens makker ham selv til skadestuen i Hjørring, hvorfra han blev overført til specialisterne i København. Da der er tale om en arbejdsulykke skal Arbejdstilsynet i dag undersøge omstændighederne nærmere.