24-årig gik med skarpladt pistol på Nørrebro

Dagen efter skudopgør i Lundtoftegade på Nørrebro, anholder politiet en mand på gaden med et skarpladt våben.

24-årig gik med skarpladt pistol på Nørrebro

Politiet anholdt mandag en 24-årig mand fra bandemiljøet, der gik rundt på Lundtoftegade på Nørrebro i København med en skarpladt Browning-pistol i bukselinningen.

Tirsdag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor dommeren varetægtsfængslede ham i 13 dage.

Søndag aften var Lundtoftegade scene for et stort skuddrama, som politiet mener var et bandeopgør.

Flere end 20 personer var indblandet, da to grupperinger kort efter klokken 19.30 begyndte at skyde på hinanden.

Der blev affyret tre forskellige våben, og politiet fandt bagefter over 20 patronhylstre. Der blev også fundet blodspor, men ingen menes at være alvorligt såret.

Den 24-årige blev anholdt i Lundtoftegade kort før klokken 18 mandag aften med browning-pistolen på sig.

I pistolen sad et magasin med syv skarpe skud. Han er derfor sigtet for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpede omstændigheder, men det fremgår ikke, om politiet mener, at han havde en rolle i skuddramaet aftenen før.

Ved en ransagning af mandens hjem efter anholdelsen fandt politiet desuden en ulovlig kniv og en peberspray.

Da han tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør, erklærede han sig skyldig, inden dørene blev lukket for pressen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.