24-årig kvinde fra Herning rammer vejtræ

Kvinden blev eskorteret til sygehuset i Herning, efter at hun mistede herredømmet over bilen og ramte vejtræ.

24-årig kvinde fra Herning rammer vejtræ

En ung kvinde fra Herning er alvorligt kvæstet, efter at hun mistede herredømmet over sin bil og kolliderede med et stort vejtræ nær Ølgod i Sønderjylland onsdag eftermiddag.

- Det er en kvinde på 24. Hun kører i normal fart med 70-80 kilometer i timen, og vejen ligger delvist i skygge, og det bevirker, at den stadigvæk er glat.

- Hun mister herredømmet over bilen i en kurve på Agersnapvej og påkører et stort vejtræ, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Ritzau.

Han fortæller, at ambulancen med kvinden efterfølgende blev eskorteret til sygehuset i Herning.

- Hun er alvorligt skadet, men umiddelbart skulle hun ikke være i livsfare, siger vagtchefen og tilføjer, at kvindens pårørende er underrettet.

Erik Lindholdt advarer om, at selvom det er tøvejr, kan vejene fortsat være meget glatte.

- Man skal være opmærksom, når det skifter mellem frost og tø, siger han.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og kvindens bil.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst