Tyverier

24-årig skal tale med Kriminalforsorgen

Ung mand var i pengenød og stjal bil

HJØRRING:En 24-årig hjørringenser stod tiltalt for to biltyverier i retten i Hjørring. Den ene gang havde han sammen med en kammerat stjålet en Mercedes varebil, der stod uindregistreret på en adresse ved Sindal 26. august. Det næste tyveri fandt sted 30. oktober, hvor han stjal en Nissan Patrol varebil til en værdi af ca. 65.000 kr. fra en adresse på Tårskanten. Den 24-årige, der for første gang sad foran en dommer, indrømmede begge tyverier. Om det første forklarede han, at han stjal Mercedes-bilen på en parkeringsplads i Sindal. Under kørslen på vej hjem mod Hjørring blev han stoppet af politiet. Omkring det andet tyveri var han i pengenød. Han skyldte 6000 kr. til en 53-årig mand fra Tårskanten, der som hobby havde at reparere gamle biler. Ved at aflevere bilen til den 53-årige blev han gældfri. Den 24-årige fortalte den 53-årige, at han havde hentet bilen i Tyskland. Selv om bilen var meget mere værd end de 6000 kr., tænkte den 53-årige, ifølge hans forklaring, ikke videre over sagen, men det endte med, at han blev tiltalt for hæleri. Politiet mente, at den 53-årige burde have vidst, at bilen var stjålet, når den repræsenterede en værdi af omkring 65.000 kr. Men den 53-årige forklarede i retten, at det havde han ikke tænkt nærmere over. Anklageren, politifuldmægtig Ingrid Munch Hansen: - Fandt du det ikke mistænkeligt, at det var en ret dyr bil? Tiltalte: - Jo, hvis der havde været nummerplader på, kunne det godt være! - Undrede du dig ikke over, at der ingen nøgle var i bilen, så du kunne starte den? - Nej, det sker så tit. Jeg skulle heller ikke ud at køre i bilen! Den 53-årige nægtede hæleri. Da anklageren havde det svært med bevisførelsen, fik den 53-årige lov til at gå. Men han fik den besked, at politiet måske vil genoptage sagen, hvis man finder frem til ny bevisførelse. Det endte også med, at sagen mod den 24-årige blev udsat. Selv om han indrømmede de to biltyverier, manglede der efter dommer Jeanette Andersens mening en personundersøgelse i sagen. Det var med henblik på en betinget dom på vilkår af samfundstjeneste. Så næste skridt bliver, at den 24-årige skal have en samtale med Kriminalforsorgen. Hvis man her skønner, at den 24-årige, der er ustraffet, er villig til samfundstjenste, er der lagt op til, at han skal have en betinget dom,.