24 dåseryddere har høstet

Sækkevis af aluminiumsdåser hober sig op i kælderen under Trekronerskolen. 5000 dåser er det blevet til, og nogle af dem kan give 4. klasse en skilling som returpant. - Vi vil gerne en tur til Læsø næste år, hvis vi vinder en af præmierne, fortæller de. Foto: Michael Bygballe

Sækkevis af aluminiumsdåser hober sig op i kælderen under Trekronerskolen. 5000 dåser er det blevet til, og nogle af dem kan give 4. klasse en skilling som returpant. - Vi vil gerne en tur til Læsø næste år, hvis vi vinder en af præmierne, fortæller de. Foto: Michael Bygballe

TREKRONER:Det er utroligt. så mange øl- og sodavandsdåser, der ligger i vejkanten, men nu har 24 elever i fjerde klasse på Trekronerskolen gjort deres til, at der er rigtig langt imellem dem i deres område. 5000 tomme alu-dåser er der blevet til siden efterårsferien, hvor de sammen med lærer Ann Nielsen har været engageret i den landsdækkende kampagne "Dåserydderen", hvor skolebørn indsamler dåser til genbrug. Godt nok er der hentet en del fra hjemmene, forklarer de, men det vigtigste er jo, at de lander det rigtige sted, enten direkte til genbrug eller som returpant. - Der er rigtig mange, der bare smider dem ud ad vinduet fra bilerne, og det er farligt, når de ligger i vejkanten eller på marken, forklarer 10-årige Svend Åge Larsen. - Så kan de blive snittet i stykker og ende i maven på dyrene, så de dør af det. - Det tager også 200 år, før en dåse er nedbrudt i naturen, tilføjer han. Mens den ene sæk dåser efter den anden hober sig op i skolens kælder, bliver der vejet, regnet og talt. Når en dåse vejer 15 gram, hvor mange dåser er der så i de 75 kg, de har vejet sig frem til? Det kan vist ikke passe med de 500 styk, de når frem til i første omgang, så der skal prøves igen. - Vi har også en konkurrence, hvor man skal gætte hvor mange dåser der er i en sammenpresset blok, og vi har lavet plakater, fortæller en pige. Børnene håber at blive de heldige i den landsdækkende konkurrence, som slutter i denne uge, og hvor der trækkes lod om 3000, 2000 og 1000 kr. blandt de deltagende klasser. - Vi får også noget for pantdåserne, minder de hinanden om.